Vi synes, at en filmklub skal handle om mere end ’bare’ hygge og film. Det skal være mindeværdigt og udviklende. Det er i filmklubben, man kan møde verden, andre måder at se og gøre ting på.
Dette er den sidste omgang Cinematekets Filmklub 2023 for de 11-14-årige - og i dagens anledning har vi inviteret andre interesserede til at få en smagsprøve på, hvad en filmklub kan være. Som altid er der gratis saftevand og billig slik i Asta Bar fra kl 12.00, og bagefter uddeler publikum stjerner til filmen.
Og vi slutter med et brag: Nemlig animationsklassikeren ‘The Nightmare Before Christmas’ - produceret af Tim Burton og med Danny Elfmans vidunderlige sange. Bemærk, at filmen vises på engelsk med danske undertekster.
Det er også en vigtig og særlig dag i Filmklubben, hvor vi stemmer om næste års åbningsfilm! Skal det være ‘Den sidste actionhelt'? 'Goonierne’? 'Ghostbusters'? 'Edward Saksehånd'? Vi præsenterer valgmulighederne og får se!
Læs mere om programmet for 2024 på ???????www.dfi.dk/filmklub
Instruktør: Henry Selick
Halloweenkongen Peter Skellington, der hersker over den uhyggelige Allehelgenby, opdager eksistensen af den idylliske Juleby, regeret af Santa Claus. Han kan lide stedet og beslutter at lade Santa Claus kidnappe for selv at overtage hans rolle. Det år får børnene nogle sære og uhyggelige julegaver. Peter Skellington kommer dog på bedre tanker, og alt ender godt.
Medvirkende: Stemmer: Danny Elfman, Chris Sarandon, Catherine O'Hara, William Hickey
USA, 1993
DCP, 81 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle