EVENT Introduktion til filmen i eksistensfilosofisk perspektiv den 13. februar ved Mads Dahlgaard, der har en forkærlighed for bl.a. Søren Kierkegaard.
Mads Dahlgaard er cand.psych og arbejder som psykolog, konsulent & filosofisk rådgiver. Han har studeret psykoterapi, psykologi og filosofi på universitetet og hos private udbydere. Han grundlagde i 2012 Center for Trivsel & Velvære og samarbejder bl.a. med Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Læs mere på madsdahlgaard.dk
Introduktionen varer 30 minutter og foregår på dansk som del af Filosofisk Filmfestival.
Instruktør: Peter Weir
Truman er opvokset og lever i Seahaven, en kunstig by bygget op i et tv-studie på størrelse med en middelstor dansk ø. Han er uvidende om, at han er hovedpersonen i et gigantisk show, en soap-serie, som hele verden følger med i. Alt, hvad Truman foretager sig, optages med skjulte kameraer. Seahaven er iscenesat, hans venner og familie er betalte skuespillere. Hans liv er fiktion – han er bare den eneste, der ikke ved det.
Men en dag beslutter han sig for at finde ud af, hvad der sker udenfor Seahavens beskyttende vægge.
‘The Truman Show’ er en intelligent og underholdende kommentar til mediernes almagt og nedbrydning af grænsen mellem det offentlige og det private.
Komikeren Jim Carrey yder en særdeles overbevisende, nedtonet præstation i hovedrollen som det iscenesatte menneske Truman Burbank.
Medvirkende: Jim Carrey, Laura Linney, Noah Emmerich, Natascha McElhone, Holland Taylor
USA, 1998
DCP 4K, 102 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle