“Hvor går venskabets grænse? Hvad sker der, når den brydes?”
Det spørgsmål rejser forfatter og ph.d Neal Ashley Conrad med afsæt i ’ The Banshees of Inisherin’ og uddyber:
”Vi kender nok venskabets etik, der kan føres tilbage til Platon og Aristoteles med linjer helt frem til moderne filosoffer som Hannah Arendt og Hans-Georg Gadamer.
Men filmen her svarer på sin egen barske og humoristiske måde på spørgsmålene. Den kræver ingen filosofisk forhåndsviden, her er det mand over for mand i et lille troende ø-samfund, hvor intense dramaer udspiller sig på barsk, grotesk og humoristisk vis.
Det er ikke bare fantastisk underholdende og stor filmkunst – det er også en film, der sætter vigtige tanker i gang om individualisme-tendenser i tiden, den enkelte over for fællesskabet, trossamfundet og ’systemet’.”
Oplægget varer 20 minutter og foregår på dansk.
OM FOREDRAGSHOLDEREN
Neal Ashley Conrad er ph.d, forfatter, foredragsholder, konsulent og ikke mindst ivrig Proust-kursusleder over hele landet.
Instruktør: Martin McDonagh
Filmhistorien er fyldt med break-ups, men sjældent så vildt som i Martin McDonaghs kul-sorthumoristiske ’Banshees of Inisherin’, hvor malkebonden Padraic (Collin Farrell) droppes af sin bedste ven Colm (Brendan Gleeson). Colm vil dedikere resten af sit liv til kunsten og violinspillet. Han kan derfor ikke længere spilde tiden på at lytte til Padraics søde, men lidt kedelige historier om æslet Jenny. Da den godmodige Padraic har svært ved at acceptere beslutningen, truer Colm med at klippe en af sine egne fingre af for hver gang, Padraic snakker til ham. ’The Banshees of Inisherin’, er en humoristisk, men barsk film, der udforsker venlighed sat op imod kunst – med Farrell og Gleeson i topform.
Medvirkende: Colin Farrell, Brendan Gleeson, Kerry Condon
Storbritannien, USA, Irland, 2022
DCP, 114 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år