Hvordan bliver en forestilling egentlig til på Betty Nansen Teatret? Træd ind bag kulisserne, når Cinemateket og Betty Nansen Teatret afdækker processen bag scenekunst og kollektiv samskabelse.
Under overskriften BETTY UDVIKLER har Betty Nansen, i samarbejde med Bikubenfonden, udviklet nye metoder til at skabe scenekunst, hvor hele skuespillerensemblet bidrager til processen. Den 7. marts kan du opleve dokumentarfilmen ‘Kollektiv samskabelse’ på Cinematekets store lærred, som giver et eksklusivt indblik i tilblivelsen af forestillingerne ‘I Am Gold’ og ‘Iliaden’. En rejse, der afslører den kunstneriske og organisatoriske jonglørkunst, det kræver at holde bolden i luften, når man er mange om at skabe en mindeværdig teaterforestilling.
Efter filmen kan du opleve direktørduoen Eva Præstiin og Elisa Kragerup samt en af de medvirkende i dokumentarfilmen i samtale om kollektiv samskabelse. Samtalen vil bl.a. belyse, hvordan de arbejder med kollektiv samskabelse, organisatorisk og kunstnerisk, hvad det vil sige at have en boble-ledelsesstruktur, og hvordan kollektiv samskabelse styrker scenekunsten. Der serveres et glas bobler til alle deltagere.
Instruktør: Laurits Flensted-Jensen, Kristian Foldager
Hvordan arbejder man med kollektiv samskabelse, organisatorisk og kunstnerisk? Hvad er en boble-ledelsesstruktur? Hvad giver kollektiv samskabelse til skuespillere og dansere? Hvad har samskabelse og jazz til fælles? Hvordan kan kollektiv samskabelse udvikle og udvide kunstneres metoder og kunstnerskaber? Hvad er udfordringerne ved kollektiv samskabelse? Som kulminationen på erfaringer fra fire års BETTY UDVIKLER-samarbejde med Bikubenfonden om udvikling af nyskabende scenekunst og nye metoder til kollektiv samskabelse, belyser vi disse spørgsmål i en spritny dokumentarfilm.
Medvirkende: Eva Præstiin, Elisa Kragerup, Eline Arbo, Sebastian Kloborg, Astrid Elbo
Danmark, 2023
DCP, 28 min.
Dansk tale
Tilladt for alle