Den amerikanske instruktør Barry Levinson er en af de kunstnere, der mest dedikeret har tegnet portrætter af den jødiske befolkning i USA, og særligt dem, der er emigreret eller flygtet dertil. Han spillefilmsdebuterede i 1982 med filmen 'Diner' om en gruppe jødiske venner i Baltimore i 1959. Den skulle vise sig at blive den første i Levinsons Baltimore-tetralogi, fire delvist selvbiografiske film, der følger den jødiske befolkning i Baltimore, hvor Levinson selv er vokset op.
'Avalon – drømmen om Amerika' er den tredje titel, og den følger en polsk-jødisk familie, der er ankommet til Amerika i begyndelsen af det 20. århundrede. Her må familiens overhoved Sam Krichinsky se til, mens byen Avalon forandrer sig med rivende hast. Han er nødt til at revidere sin drøm om det forjættede land i relation til de traditioner, som familien har taget med sig fra Europa.
Barry Levinsons film er et smukt karakterdrama med overbevisende gode skuespilpræstationer.
Forfatter, oversætter og kulturformidler Dennis Jacob Rosenfeld introducerer filmen, dens instruktør og portrættet af den jødiske emigrant, der søger det forjættede land.
Jødisk Informationscenter
Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Barry Levinson
Delvist baseret på instruktørens egen families historie skildres den jødiske familie Krichinsky, der kæmper for at opbygge en ny tilværelse i amerikanske Baltimore i begyndelsen af det 20. århundrede. Sønnen Jules vokser op i Amerika og har derfor andre værdier end sine forældre. I stedet for et liv med hårdt manuelt arbejde forsøger han sig i stedet som sælger og ender med at åbne byens første fjernsynsforretning.
Medvirkende: Leo Fuchs, Eve Gordon, Lou Jacobi, Armin Mueller-Stahl
Original titel: Avalon
USA, 1990
35mm, 128 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år