Tusind sole og Cinemateket præsenterer Vincente Minnellis fintfølende melodrama om længsler og maskulinitet i efterkrigstidens amerikanske middelklasse. Vises på 35mm.

Tusind sole er en filmvisningsrække i København. Hver måned præsenterer Tusind sole én premierefilm og ét historisk værk. Læs mere på tusindsole.dk.

The og sympati

Instruktør: Vincente Minnelli

17-årige Tom Lee sendes på en drengekostskole af sin far i håb om, at han dér kan formes til en rigtig mand. Men den tilpasningsvanskelige Tom, der godt kan lide at brodere og dyrke havearbejde, falder hurtigt uden for skolens machokultur og bliver et oplagt mobbeoffer for de andre drenge. I sin ensomhed finder Tom nærvær hos Laura, forstanderens kone. I en fælles følelse af isolation blomstrer en platonisk fortrolighed, der for Lauras vedkommende måske rummer mere, end hun først vil indrømme.

‘Tea and Sympathy’ er en af de film fra 1950’ernes Hollywood, som gik tættest på homoseksualitet uden at handle om det direkte. I én og samme bevægelse tager instruktør Vincente Minnelli fat i og viger bort fra det dengang tabuiserede emne. Filmen er en mærkværdigt kodet – og derfor dybt rørende – oplevelse, der aldrig indtager en klar position, men i stedet skaber et særligt rum for tvetydighed. Minnelli anvender det brede, farvestrålende cinemascope-format og en evigt innovativ koreografi af karakterernes bevægelser til at hvirvle så mange undertrykte længsler op, at det hele bliver hængende i luften, længe efter at rulleteksterne er tonet frem.

Det siges ofte, at Vincente Minnelli anvendte farver til at forstærke sine tematiske interesser; at de farvemættede billeder – den pudderblå himmel, de smaragdgrønne haver, de brændende røde kjoler – spejler karakterernes indre liv. Men spørgsmålet er, om det ikke forholder sig anderledes. Er det ikke snarere fra farvernes ekspressivitet, at alting udspringer? Er det ikke dem, der former begæret frem for blot at afspejle det?

I ‘Tea and Sympathy’ lader Minnelli efterkrigstidens forstadsliv vibrere med farveglød og sensommerdufte, og den melodramatiske kraft ligger ikke kun i deres symbolske potentiale, men i deres håndgribelige tilstedeværelse. Det er i billedets konkrete sanselighed, at filmens følelsesmæssige spændinger opstår. Derfor viser vi selvfølgelig også filmen på 35mm.


Medvirkende: Deborah Kerr, John Kerr, Leif Erickson, Edward Andrews

Original titel: Tea and Sympathy
USA, 1956
35mm, 122 min.
Spanske undertekster
Tilladt for børn over 11 år

Datoer

Torsdag 23. april
19:15

Tusind sole præsenterer: Tea and Sympathy