Tirsdag den 8. juni er der introduktion v. journalist, forfatter og tidl. Kina-korrespondent Mette Holm (på dansk – varighed 15 min.)
Bemærk, at der både inden visningen desuden er gratis oplæg og debat i Asta Bar om Kinas forandrede demografi – paneldeltagere: Mette Holm, Yang Jiang og Zijiao Zhu – og efter filmen gratis foredrag om Kinas økonomi v. Yang Jiang samme sted. Læs mere og bestil billet andetsteds på hjemmesiden.
Instruktør: Wang Xiaoshuai
Filmen, der vandt Juryens Store Pris i Berlin, handler om den 17-årige Liangui, der rejser til Beijing for at arbejde. Han knokler for at spare op til en cykel – som så bliver stjålet med det samme. Cyklen ender med at blive købt af Jian, en anden 17-årig dreng med en helt anderledes baggrund.
Cyklen er et symbol på byen, der populært kaldes ’Cyklernes Kongerige’. Og selvom ’Beijing Bicycle’ på overfladen kan minde om ’Cykeltyven’, De Sicas neorealistiske hovedværk fra 1948, bruges cyklen her til at illustrere flere aspekter af den tiltagende socioøkonomiske ulighed i Kina.
For Liangui er cyklen essentiel for, at han kan beholde sit arbejde. For Jian, der køber den stjålne cykel af cykeltyven, handler det om at blive accepteret af de rige klassekammerater og gøre indtryk på den kønne pige, han er forelsket i. Selvom de to drenge er på samme alder, og i bund og grund længes efter de samme ting, betyder cyklen så meget for deres omdømme og fremtidsudsigter at de ender med at jagte hinanden.
I baggrunden får vi set, hvordan livets rytme har ændret sig gennem generationerne. Wang fører os ned gennem de mange labyrintiske og snævre gader i hutong’erne, i den gamle del af Beijing, hvor de unge kører vildt på deres moderne cykler, mens de ældre hviler sig, roligt spiller mahjong eller langsomt øver tai chi.
Medvirkende: Lin Cui, Bin Li, Xun Zhou
Kina, Frankrig, Taiwan, 2001
35mm, 113 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år