Cinemateket fejrer Blaze Foley med en dobbeltvisning af den forrygende dokumentar ’Blaze Foley: Duct Tape Messiah’ (2011), der med et væld af liveoptagelser og snurrige animationer vækker Foleys skøre indfald til live, og Månedens Film, 'Blaze'. Billetpris: 95/65 kr.
Instruktør: Kevin Triplett
Outlaw-countrymusikeren Blaze Foley (1949-89) var en ægte Texas-legende. Hans korte liv var gennemsyret af en mystik og frihed, de fleste drømmer om. Foley var helt igennem selvlært. Han var talentfuld som få og hans sange fulde af eksistentielle overvejelser, besyngelser af kærligheden og beske samfundskommentarer, udtrykt i et simpelt, gribende musikalsk sprog. Han opnåede aldrig berømmelse mens han levede, men er blevet fortolket af stjerner som Merle Haggard, Willie Nelson, John Prine, Lyle Lovett, Nancy Griffith og The Avett Brothers – som alle har bidraget til at holde fortællingen om ham i live.
Foley var druk-buddy med en anden navnkundig Texas-musiker, Townes Van Zandt, boede store dele af sit liv i en træhytte midt inde i en skov, og blev skudt, da han forsvarede en ven – kun for at blive kylet ud af kirken under sin egen begravelse. ’Duct Tape Messiah’ fortæller hele historien om hans på en gang fascinerede og tragiske skæbne, hans utilpassethed ift. musikbranchen og genopdagelsen af numre som ’If I Could Only Fly’, ’Clay Pigeons’, ’My Reasons Why’ og ’Election Day’ – numre, der i dag omsider har sikret ham en plads i countrymusikkens Pantheon.
Filmen blev til over en periode på 12 år, og researchen involverede mere end 130 personer. Du får både detaljer om hans slidte støvler, som nødtørftigt blev lappet sammen med gaffatape, Merle Haggard i fortællehumør, et væld af liveoptagelser og snurrige animationer, der vækker en række af Foleys skøre indfald til live.
Medvirkende: Blaze Foley, Sybil Rosen, Gurf Morlix, John Casner, Mandy Mercier, George Ensle
USA, 2011
DCP, 80 min.
Engelsk dialog
Tilladt for alle
Instruktør: Ethan Hawke
”En oplevelse, der åbner dine ører, dine øjne og dit hjerte,” skrev filmbladet Variety om ’Blaze’ – en biopic om den talentfulde country-blues-sanger Blaze Foley (1949-1989), der i den sidste del af sin karriere optrådte sammen med Townes van Zandt. Skuespiller Ethan Hawke er denne gang bag kameraet som instruktør, og har skabt en indlevet og elegant konstrueret fortælling, der i sin stil afspejler Foleys korte liv og smukke sange.
Et radiointerview med Townes van Zandt (Dylan-guitaristen Charlie Sexton) og Foleys ven og samarbejdspartner, Zee, udgør filmens rammefortælling. De to musikere beretter kort efter Foleys død om deres oplevelser (gode og dårlige) med den selvdestruktive country-sanger. I en række flashbacks vender vi tilbage til Foleys liv, herblandt hans sidste live-optræden, der foregik på en snusket bar i Austin, Texas. Her møder vi en overvægtig, alkoholiseret og livstræt filosoferende Blaze.
Det mest betydningsfulde spor i filmen er Blazes samliv med sin muse Sibyl Rosen, hvis selvbiografi (”Living in the Woods in a Tree: Remembering Blaze Foley”) har været udgangspunkt for filmens manuskript. For en tid lever de lykkeligt sammen i et hippieparadis i en skov, og hun inspirerer ham til nogle af hans mest kendte sange, heriblandt ’Picture Cards Can’t Picture You’.
Den smukke, realistiske kærlighedshistorie er båret af utrolig fin kemi mellem de to hovedrolleskuespillere. Da Blaze og Sybil vender tilbage til samfundet, og Blazes berømmelse vokser, starter nedturen, ikke mindst efter at Foley begynder at spille sammen med Townes van Zandt. Blaze Foleys sange er elegant vævet ind i den utrolig smukt fotograferede film, og er alene hele billetprisen værd.
Medvirkende: Ben Dickey, Alia Shawkat, Charlie Sexton, Kris Kristofferson
USA, 2018
DCP, 129 min.
Svenske undertekster
Tilladt for børn over 15 år