Filmen introduceres af Paul Dobraszczyk, underviser ved The Bartlett School of Architecture og forfatter til det nyligt udkomne bogværk "Animal Architecture: Beasts, Buildings and Us". Arrangementet er det tredje kapitel i programmet Anima Urbis, der undersøger forholdet mellem dyr og mennesker i byen og den tænkning, der omgiver de såkaldte "trash animals": due, ræv, rotte og vildhund. Du kan læse mere om programmet på Cafx.dk.
Instruktør: Theo Anthony
Med en sjælden balance mellem skarpe historiske udredninger, humoristiske personskildringer og et legende filmsprog undersøger filmskaberen Theo Anthony den amerikanske østkystby Baltimores rotteplage og dens overraskende politiske, psykologiske og videnskabelige rødder. Gennem Anthonys omfangsrige arkivforskning blotlægges en kompleks historisk dynamik, der ikke blot sammenfatter rottebekæmpelse, eugenik og byudviklingsplaner, men ligeledes trækker tråde til nuværende racemæssige uligheder og spændinger.
USA, 2016
DCP, 82 min.
Engelsk dialog/engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år