Den annoncerede introduktion til Calamity Jane udskydes på ubestemt tid, grundet manglende tilslutning. Vi vender tilbage på et senere tidspunkt med en regulær Western-filmserie for børn.
Instruktør: Rémi Chayé
’Calamity Jane – Vestens vilde datter’ er et visuelt og narrativt overdådigt westerndrama. Myterne om ’frontier’-kvinden Martha Jane Cannary er mange, farverige og vidtforgrenede. Hun er hovedperson i hele to Lucky Luke-albums og skildret i en række film og tv-serier. Denne fransk-danske film fortæller en fiktiv historie fra hendes barndom, hvor hun med sin familie rejser i en nybyggerkaravane vestpå ad den berømt-berygtede rute ’The Oregon Trail’. Janes far beskyldes for at forsinke vogntoget unødigt, så Jane må klæde sig ud som mand og tage affære alene. Animatorholdet har tidligere stået bag den flotte polarfilm ’På toppen af verden’. Filmens maleriske visuelle stil er unik – sjældent er solnedgange over den endeløse prærie set så smukke – og den komplekse historie overrasker konstant. Anbefales fra 7 år (dansk tale).
Medvirkende: Ella Testa Kusk, Nikolaj Coster-Waldau, Lars Mikkelsen, Mikkel Boe Følsgaard, Sofie Gråbøl (stemmer)
Original titel: Calamity - une enfance de Martha Jane Cannary
Cannary
Frankrig, Danmark, 2020
DCP, 85 min.
Dansk tale
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år