An Evening with Suede & New Order
2 x film + introduktion af New Order-forsanger + live-transmitteret samtale fra Grand Teatret.
Til denne særlige ekstravisning af den ellers udsolgte ’An Evening With Suede & New Order’ vil du kunne møde New Order-forsangeren Bernard Sumner og instruktør Mike Christie i Cinemateket. Aftenen vil også indeholde den internationale premiere på de to film 'New Order: Decades' og 'Suede: The Insatiable Bands' samt en særlig livetransmitteret samtale direkte ovre fra et udsolgt Grand Teatret med de to frontmænd og filmenes instruktør.
New Order har lagt soundtrack til utallige fester med deres fusion af new wave og elektronisk dansemusik, og Suede kickstartede britpop-bølgen i 90'erne. Lyden af London og Manchester mødes, når to af britisk musiks mest signifikante stemmer indtager scenen foran lærredet til en snak om to skelsættende bands historier - fortalt indefra.
Det er nok de færreste, der har oplevet et live synthesizer-orkester, og det var nok også det, der lå bag New Orders ønske om at skabe en unik liveoplevelse under Manchester International Festival. Med scene-design af kunstneren Liam Gillick og en gruppe af unge elektroniske musikere blev resultatet 12 synth-musikere i en to-etagers lyskonstruktion med det legendariske britiske rockband og en dirigent på scenen. Det flere år lange projekt er nu blevet til en film, der også delvis er en historisk indkapsling af en 40-årig lang karriere først som Joy Division og efter Ian Curtis selvmord, genfødt som New Order. Filmen klipper imellem sange fra koncerten, arkivoptagelser og den omfattende forberedelse af den kæmpe produktion inden koncerten. Bandet, der sjældent ser sig tilbage, bliver stillet en kæmpe udfordring i at skabe noget helt nyt ud ad deres enorme katalog. De største hits er lagt til side og de næsten uopførte numre bliver genoplivet i den nye konstellation.
Storbritannien, 2018
DCP, 85 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Mike Christie
Suedes entré på den britiske musikscene i 1990 skabte et hav af magasinforsider og best new band-etiketter, endda før de havde udgivet en eneste single. Da de endelig udgav debutalbummet indtog de en plads som det mest sælgende band i en hel generation, og begrebet britpop var skabt. I fem kapitler får vi historien om London-bandets kometkarriere, men også den brutalt ærlige og turbulente historie bag succesen. Filmen kommer blandt andet bagom forsanger Brett Andersons stofmisbrug og presset, der blev lagt på bandmedlemmerne igennem halvanden år lange turneer. Med overraskende detaljer, så som at den nu verdenskendte komiker Ricky Gervais var bandets første manager (!), rummer filmen også en utroligt detaljeret tidsbillede af 90'ernes musikscene. Fra britpop til breakup, og fra opløsning til genfødsel. 'Here they come, the beautiful ones ... ' Suede var den definitive lyd af London i 90'erne, og nu er Anderson & co. endelig tilbage.
Storbritannien, 2018
DCP, 113 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år