Instruktør: Mariano Llinás
"I dag skal du kun se én historie", fortæller Mariano Llinás i begyndelse af ‘La Flor’s anden del. Til gengæld er den med sine mere end fem timers spilletid så klart filmens længste. De fire skuespillere befinder sig nu ‘et sted i Sydamerika, en gang i 80’erne’ som hemmelige, fransktalende agenter, der har kidnappet en svensk forsker og nu venter på et rivaliserende hold agenter, der er sendt ud for at likvidere dem. ‘La Flor’ er fuld af referencer, og mens de to første episoder især lånte fra Hitchcocks stil, er koldkrigs-spionthrilleren her inspiret af John Le Carre, Jean-Pierre Melville og Tintin! Den begynder ganske action-let, men får gennem sine ti kapitler stadig mere dybde og bringer os tættere og tættere på de fire skuespillere, Valeria Correa, Elisa Carricajo, Pilar Gamboa og Laura Peredes, der får hver deres lille film i filmen i filmen. Det er meta på meta, men leger Llinás drilsk med plot og fiktionsplaner, så ryster han aldrig på hånden. ‘La Flor, Part 2’ er ypperlig storytelling.
DCP, 343 min.
Tilladt for børn over 15 år