Buster Filmfestival og Nationalmuseets filmprojekt “Lockdown i Danmark” / “Da Danmark lukkede ned” opstod spontant i den første uge i marts 2020, da Danmark blev lukket ned på grund af Corona-pandemien. Videoerne væltede ind fra hele landet og projektet udviklede sig hurtigt i samarbejde med filminstruktør Emil Nørgaard Munk, som begyndte at følge en række børn i alderen 7 – 14 år rundt om i Danmark.
Filmen viser, hvordan danske børn hver især står i unikke situationer og håndterer krisen på forskellige måder: Nogle går kreativt til værks gennem musikvideoer, stop motion film og animationer, andre er særligt udsatte pga. Sygdom og skal passe ekstra godt på. Mange børn savner deres bedsteforældre og endelig er der dem, der formår at fokusere på det positive i situationen. Fx at der er mindre forurening end der plejer, og at der nu pludselig er god tid til at være sammen med far, der ellers altid er på arbejde.
På tværs af de unikke børneliv findes dog også en fælles fortælling om hjemmeundervisning, lange eftermiddage på trampolinen, fællessang og regnbuer i en helt særlig tid, hvor Danmark er gået i stå.
Danmark, 2020
DCP, 30 min.
Dansk tale
Tilladt for alle