Ved visningen får vi besøg af Naturvejleder og biolog Morten D.D. Hansen, som ligeledes vil fortælle historier om filmene og Danmarks dyrearter. Efter visningen er Morten vært for en workshop, hvor man selv får 30 minutter til at finde så mange arter man kan nå, i Kongens Have. - Alt hvad man skal bruge, er en mobiltelefon eller en tablet.
Sæt spot på den danske natur og de mange dyre- og plantearter, der findes i den, med denne samling af underholdende, lærerige og adrenalinpumpende film om naturen udenfor vores vinduer. Mød Sebastian Klein, der i 'Bidt, Brændt, Stukket' (kendt fra DR Ultra) lader sig bide, brænde, og stikke af dyr og planter for at se, hvad der sker, når vi kommer i nærkontakt med den vilde natur. Er frygten for dyrene mon større end den reelle fare? Vi skal også på dyrejagt i et afsnit af '1 døgn, 2 hold 3 dyr' (kendt fra TV2) som er en actionfyldt tur rundt i den smukke danske natur på jagt efter sjældne dyr. Og sidst men ikke mindst får vi en smagsprøve på det helt nye undervisnings- og filmkoncept '99 arter at se før du bliver voksen' (lavet af Naturhistorisk Museum Aarhus), som er fantastiske fortællinger om alt fra sommerfugle, der flyver til Afrika om efteråret, til stivfrosne edderkoppeunger fem kilometer oppe i luften.
DCP, 75 min.
Dansk tale
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år