Den 19. maj kl.18:00 er der mulighed for at varme op med en dansk forårsmenu i Restaurant SULT – pris for middag: 145 kr. Middagen kan bestilles på restaurantsult.dk, husk venligst at tilføj kommentaren ”Opera”.
Instruktør: Joseph Losey
Søren Kierkegaard forsikrede i værket ’Enten-Eller’, at Mozarts ’Don Giovanni’ er det største kunstværk, der nogensinde er skabt. Sandt er det i hvert fald, at operaen fra 1787 hæver sig langt over de mange andre operaer baseret på legenden om Don Juan.
Vi skriver Spanien anno ca. 1600. Don Juan er en skrupelløs kvindebedårer, som – sammen med sin tjener Leporello – kaster sig ud i alle slags eventyr med det ene formål at erobre kvinde’hjerter’. Operaen hører til i kategorien dramma giocoso, dvs. en komedie med tragiske øjeblikke.
Joseph Losey (1909-84) interesserede sig i film som ’Snylteren’, ’Ulykkesnatten’ og ’Sendebudet’ (alle med manuskript af Harold Pinter) for magtforhold i klassesamfundet, ofte skildret i en kunstfærdig, symbolladet stil. Så han var det oplagte valg til i 1979 at stå for ’Don Giovanni’, en af Hollywoods sjældne operafilmatiseringer. Helaftensfilm med pause – billetpris 95/65 kr.
Medvirkende: Ruggero Raimondi, Kiri Te Kanawa, Edda Moser, John Macurdy
Tyskland, 1979
DCP, 176 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år