Bemærk, at du inden filmen ’Alexander Tovborg - Troens Ridder’ kan opleve hovedpersonen Alexander Tovborg i gratis debat i Asta Bar kl. 20.30 (se andetsteds på hjemmesiden).
Desuden introducerer han filmen i biografsalen kl. 21.15. Varighed inkl. Film: 111 min. Både samtale og introduktion foregår på dansk.
OM ALEXANDER TOVBORG:
Alexander Tovborg er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og fra Staatliche Akademie der Bildenden Künste, Karlsruhe. Han har i de senere år indtaget en markant position nationalt såvel som internationalt med sin interesse for det mytiskes og det religiøses betydning for vores selvforståelse i dag. Det sker gennem et varierende, kunstnerisk udtryk, som spænder på tværs af medier som maleri, tegning og skulptur.
Instruktør: Andreas Johnsen
Instruktøren Andreas Johnsen har gennem 4 1/2 år fulgt Alexander Tovborg og skabt en dokumentar, hvor både kunstnerens tvivl, tro og ekstase indfanges.
Filmen starter med tilblivelsen af værket ’Troens ridder’, der forestiller Noas Ark som hoppeborg. Den følger Tovborg som skabende kunstner i en søgen efter det religiøse - men også til fødslen af hans eget barn. Filmen afspejler den flydende grænse mellem kunstneren og privatpersonen - en svær balancegang, der har medført op- og nedture og vanskeligheder med at håndtere omverdenens forventningspres.
Medvirkende: Alexander Tovborg
Danmark, 2019
DCP, 96 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 15 år