‘Exposing Muybridge’ m. intro

Forsker ved Det Kongelige Bibliotek, ph.d. Mette Kia Krabbe Meyer, introducerer filmen lørdag den 10. juni. Introduktionen er på dansk og varer cirka 15 min.

Exposing Muybridge

Instruktør: Marc Shaffer

Eadweard James Muybridge (1830-1904) var manden, vi kender som filmens foto-tekniske faderskikkelse – ham, der fik en hest standset i luften og dermed underløbet århundreders billedæstetik, hvor hestens fire ben lå oppe under bugen simultant. Men han var meget, meget mere – en totalt ekstrem person med så meget talent og vanvid i sig, at én lang dokumentar nærmest ikke føles som nok!

Muybridge stavede sit navn på 7-8 måder og levede 7-8 liv. Fotograferede nybyggeri, Yosemite, Alaska, Mellemamerika, rigmandshuse, jernbane-PR-opgaver. Alt sammen ved hjælp af tung mekanik, endnu tungere glasplader og livsfarlige ruter.

Han var også en koldblodig jalousimorder, måske med en hjerneskade. Muybridge undslap i hvert fald mystisk nok fængselsstraf – ved at påberåbe sig sindssyge i drabsøjeblikket.

I sit sene liv blev han, qua hestebillederne, en kulturstjerne, der blev inviteret på kongelige visitter rundt omkring i Europa, hvor han optrådte som både opfinder og storyteller.

Men ak: Mæcenen, der finansierede eventyret, blev jaloux og slagtede Muybridges renommé. Magt taler. Og måske var det en passende nemesis for et temmelig skånselsløst liv.

Skuespiller-ikonet Gary Oldman er veloplagt som en af flere eksperter i filmen; han læser både sagsakter højt og kommenterer bl.a. et foto af Muybridge ved foden af træ med tomt, bittert, stærkt blik – ”det ville for en skuespiller være gold dust at spille denne scene”.

Filmen er en high-end klassisk portrætdokumentar: Her er superflotte rensede historiske fotos, man kan kigge længe på, en adræt klipperytme og ikke mindst en storstilet og sofistikeret genskabelse af shutter-optagelserne med væddeløbshesten.

Finaledelen er ret rørende og både køns- og videnskabshistorisk interessant: Efter sin nedtur rejste Muybridge rundt med foredrag om sit såkaldte zoopraxiskop og et kuriøst universitets-projekt om bevægelse blandt dyr, mennesker, handicappede, sorte og kvinder. I dag ville det ikke være blevet kaldt videnskabeligt, og Muybridge hopper i alle fortidens fordomskløfter, sjovt og spydigt kommenteret af kvindelige eksperter.

Men hans og konens fotoalbum rummer også portrætter af tidens spændende feminister. Muybridge var og blev en kontrasternes mand – med stort M.


Medvirkende: Gary Oldman, Marta Braun, Philip Brookman

USA, 2021
DCP, 88 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Copenhagen Photo Festival

Aktuelle film i Cinemateket