Den ungarske mesterinstruktør Béla Tarr kommer til Den Danske Filmskole under et 14-dage langt residency i begyndelsen af februar. Her vil han først og fremmest undervise Filmskolens studerende, men instruktøren vil også lægge vejen forbi Cinemateket, hvor han den 5. febr. introducerer sin allerførste spillefilm, 'Family Nest'. Det bliver en aften, hvor vi kan kigge tilbage på, hvordan det hele begyndte.
Introduktionen vil foregå på engelsk, og den varer ca. 20 min.
Instruktør: Béla Tarr
Béla Tarr trådte ind på den ungarske filmscene med en klar dagsorden om at skabe noget andet end sine kolleger og med et budget, som kun tillod seks indspilningsdage. På den baggrund blev debutfilmen så meget desto mere imponerende. Otte mennesker bor sammen i en trang lejlighed. Privatliv er ikke-eksisterende, og omgangstonen er domineret af aggressioner og fornærmelser.
Filmen er rastløst fotograferet i sort/hvid og er karakteriseret ved brug af mange nærbilleder. Dermed skaber Béla Tarr en næsten uudholdelig, klaustrofobisk stemning, som bringer mindelser om Cassavetes’ tidlige film, men som hos Tarr har en mere tydelig politisk undertone. Han udforsker, hvordan det politiske klima under kommunismen sætter sig spor i personernes karaktertræk, og det er ikke noget kønt syn.
Medvirkende: Lázlóne Horváth, Lázló Horváth, Gábor Kún, Gáborne Kún
Original titel: Családi tüzfészek
Ungarn, 1979
DCP, 108 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år