To gange filmkomik i én billet: Harold Lloyd halsbrækkende klassiker 'Safety Last!' med Roscoe 'Fatty' Arbuckles sjældent viste 'Sea Nymphs' som forfilm. Filmene vises med engelske mellemtekster - men vi lover, at alle kan være med!
Instruktør: Roscoe "Fatty" Arbuckle
Denne to-akters Keystone-komedie giver et skønt indblik i bademoden anno 1914 – både hvad der er hot, og hvad der er not. ’Fatty’ er på udflugt, desværre med både sin hustru og svigermor på slæb. Han laver gruopvækkende maveplaskere fra tre-meter-vippen og udviser i det hele taget en gennemført mangel på forfængelighed. Hans kvindelige sidekick Minta Durfee demonstrerer sit akrobatiske og komiske talent. Og ellers er det plask, snublen og røvspark for alle pengene.
Medvirkende: Roscoe 'Fatty' Arbuckle, Minta Durfee, Charles Avery, Ford Sterling
Original titel: The Sea Nymphs
USA, 1914
DCP, 25 min.
Engelske mellemtekster
Tilladt for børn over 15 år
Instruktør: Fred Newmayer, Sam Taylor
’Safety Last!’ rummer en af stumfilmhistoriens mest nervepirrende og mindeværdige sekvenser. Harold Lloyd – der kun havde tre fingre på højre hånd, camoufleret af en protese – klatrer op ad en højhusfacade via fremspring, vimpler, stilladser, baldakiner og meget andet. Gispene fortsætter uophørligt i næsten en halv time, og timingen er uovertruffen. Plottet, som danner afsæt for herlighederne, går som følger: Lloyds karakter arbejder i stueetagen af et stormagasin og får til opgave at skabe opmærksomhed om stedet. Han får ejeren til at udskrive en konkurrence om, hvem der først kan klatre op ad facaden – gæt selv, hvem der ender med at måtte tage turen! Det hjælper indlevelsen og neglebidningen yderligere på vej, at Lloyd tydeligvis udfører de fleste stunts selv, og kameravinklerne er skabt, så man kan se gadelivet mange etager under ham. I realiteten VAR der sikkerhedsmadrasser på stilladser længere nede. Men som Lloyd selv sagde, er det jo de færreste, der har lyst til at dratte tre etager ned – madras eller ej.
Medvirkende: Harold Lloyd, Mildred Davies, Bill Strother, Noah Young
Original titel: Safety Last!
USA, 1923
DCP, 67 min.
Engelske mellemtekster
Tilladt for børn over 15 år