Inden visningen 16. august er der 15 minutters introduktion (på engelsk) ved Ulla Prien fra Københavns Universitet – og forinden byder den egyptiske ambassade på reception i Asta Bar fra kl. 20.45 til 21.15.

Bemærk, at 16. august er egyptisk temadag med hele tre film, en debat og en reception på programmet:

16.45: From Cairo (Hala Galal, 2021)
17.50: Gratis talk i Asta Bar: Kvinders rettigheder i Egypten
18.30: Defending Champion (Hisham Fathy, 2021) m. introduktion
20.45: Reception i Asta Bar
21.15: Feathers (Omar El Zohairy, 2021) m. introduktion

Feathers

Instruktør: Omar El Zohairy

En fattig familiefar trylles om til en høne. Ja, du læste rigtigt: En høne. Af en tryllekunstner, han selv har hyret ind til børnefødselsdag. Måske er det straffen for farens evindelige løgne om rigdom: ”I Europa tappede jeg mælk fra en mini-ko på restaurantbordet” – den slags historier.

Som det måske fornemmes, er ’Feathers’ er en mildt sagt original film. Gakket, men knastør. Og dertil dyster, for humoren er blandet med støv, gråd, samfunds- og kapitalismekritik – en intelligent mellemøstlig fætter til Roy Anderssons nordiske velfærdssatire og Tsai Ming-liangs asiatiske tableauer af mismod.

Efter farens transformation bliver hans optimistiske overflodsfantasier erstattet af helt konkrete pengebehov. Enkelte søde naboer hjælper, men ellers er den efterladte mor til tre nødt til selv at stå for eftersøgning, heksedoktorbesøg, arbejde. Den ældste dreng på ca. ti år må ud og tjene penge. Nussede pengesedler skifter ejere konstant. Og da eftersøgningen af faren slutter uden held, kræver et offentligt kontor ”dokumentation for fraværende far” for at udbetale understøttelse.

På trods af det skøre plot virker alt i miljøet troværdigt: Nedslidt og hverdagsnært. Kameraet bevæger sig aldrig, og menneskene sjældent, men alligevel føles filmen aldrig statisk. Snarere uregerlig. Moralen bankes aldrig ud i pladestål, hvilket er med til at gøre filmen til en mystisk, kompleks, smertelig, moden og modig arthouse-perle.

Bid mærke i instruktørnavnet Omar El Zohairy – ham kommer vi med garanti til at høre mere til.


Medvirkende: Samy Bassouny, Mohamed Abd El Hady, Fady Mina Fawzy, Demyana Nassar

Egypten, Holland, Grækenland, Frankrig, 2021
DCP, 112 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Arabian Nights 2022

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle