Velkommen til Cinematekets og Meyers pop-up drive-in-biograf i Nordhavn!
Meyers kokke fra Restaurant SULT griller og friterer 'on location', og drive-in-biografmenuen byder på en rejse verden rundt:
Forret: 'Grønne asparges og sprøde radiser m. sauce tartare.
Hovedret: The Big Kahuna Burger - dvs. hakkebøf af tørmodnet oksekød i blød briochebolle med syltede drueagurker, sennepsmayo, rødløg, cheddar og ketchup. Hertil sprøde fritter med kimchi-chilimayo. (NB: burgeren fås også i en vegetarindspilning – se FAQ andetsteds på hjemmesiden).
Dessert: Rabarber-cheesecake med bund af havrekiks og rabarbergelé på toppen.
Drikkelse: NODA - not a soda. NODA er vand med brus og økologisk presset frugt. No nasties.
Samlet pris for film + menu: 295 kr. per person.
Filmvisningen foregår på adressen Nordsøvej 11, 2150 Nordhavn (foran Tunnelfabrikken). Pladsen åbner kl. 20.00, og der er filmstart kl. 21.15. Kun adgang i bil.
For yderligere praktisk information, se venligst vores FAQ her på hjemmesiden (nederst i seriepræsentationen).
Instruktør: Thomas Vinterberg
‘Festen’ er nok den danske film, der har fået kritikere og publikum til at overgive sig mest betingelsesløst. Da familiedramaet dukkede op som den første dogmefilm, var fokus især på de uvant naturalistiske skuespilpræstationer og den perfekt understøttende hjemmevideo-æstetik.
Men at ‘Festen’ er mere end en stilistisk dogme-flue understreges af, at historien – om familiefesten, der fortsætter trods sønnens forbitrede incestanklage midt under maden – også har trukket fulde huse ved teateropsætninger herhjemme og i udlandet.
Trine Dyrholm, Henning Moritzen, Ulrich Thomsen, Paprika Steen og Thomas Bo Larsen leverer alle pragtpræstationer, og Vinterbergs og Mogens Rukovs manuskript giver rum til både komiske småkonflikter og det store uforsonlige drama, hvor tilskueren drives fra latter til stum medfølelse.
Medvirkende: Henning Moritzen, Ulrich Thomsen, Thomas Bo Larsen, Paprika Steen
Danmark, 1998
DCP, 106 min.
Dansk tale
Tilladt for børn over 11 år