Kvinder i Mellemøsten og Nordafrika arbejder meget mere end mænd!
Ja, det lyder provokerende. Men hvis man regner på, hvor meget kvinder arbejder hjemme såvel som ude, så arbejder de langt mere end mænd og endda under dårligere vilkår: Oftest arbejder kvinderne i den uformelle sektor uden kontrakter og beskyttelse.
Omsorgsarbejde verden over løftes hovedsageligt af kvinder, men i MENA-landene (dvs. Mellemøsten og Nordafrika) er det særligt med til at fastholde kvinderne i fastlåste roller, hvor både samfundet og kvinderne mister chancen for at indfri et stort potentiale.
Det taler vi alt for lidt om – og derfor inviterer Oxfam IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke, foreningen NASIM og Cinemateket til kortfilm og debat om kvindeliv.
Se fem korte, nyproducerede film af unge og inspirerende kvindelige filminstruktører fra Tunesien, Marokko, Jordan og Egypten. Med et unikt blik viser de forskellige kvindernes vej mod indfrielse af deres drømme og ambitioner. Det er unikke fortællinger om omsorg, svigt, tabte muligheder – og vejen til succes
Oven i visningerne er der oplæg og debat med indbudte gæster fra regionen: Meningsdannerne og iværksætterne Nada Diouri og Sary Baker.
Arrangementet varer 90 minutter inkl. kortfilm, og bagefter byder NASIM på forfriskninger og manaesh (små pizzaer) i Asta Bar. Der er fri entré.
Filmene er produceret af Oxfam IBIS og med støtte fra DAPP.
Instruktør: Diverse
‘Land of Love’ (11 min.) er instrueret af Rania fra Egypten: Historien om den velbemidlede Manaal, der er nødt til at tilsidesætte sin karriere for at passe sin syge datter – men finder en måde at gøre karriere alligevel!
‘The Call of the Bedouin’ (9 min.) er instrueret af Asmahan fra Jordan: Kholods store drømme er at studere i Frankrig. Hun yder sit bedste i skolen og drømmer om en karriere fra hendes beduintelt i Jordan ved siden af hendes pligter derhjemme.
’Whirlpool’ (9 min.) er instrueret af Rania fra Egypten: For Ibtihaj, som er flygtning i Egypten, er uddannelse vigtig. Men hun er nødt til at passe på sin syge svigerfar mens hendes mand gør karriere. Familielivet halter fordi hun ikke kan få børn.
‘The Challenge’ (8 min.) er instrueret af Rime fra Marokko: Livet er en udfordring, siger Rachida. Hendes liv bliver sat på pause, da hun skal tage sig af sin syge søn alene. Men den udfordring vender hun til en mulighed ved at samle kvinder omkring sig for at arbejde sammen – om et fælles mål.
‘Broken Cycle’ (5 min.) er instrueret af Ines fra Tunisien: Felha fortæller om sine de udfordringer med at passe dagligdagens gøremål, man har, når man står helt alene. Hendes perspektiv på livet er kompromisløst. Hun spørger: Er alt, jeg har ydet, ikke arbejde? Hvorfor bliver det ikke kompenseret?
Jordan, Egypten, Marokko, Tunesien, 2022
Kendes ikke, 45 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år