Rockkvartetten Kashmir har holdt pause på ubestemt tid siden 2014. I mellemtiden har gruppens medlemmer haft travlt med individuelle projekter. Frontmand Kasper Eistrup har fuldt og holdent helliget sig en karriere som billedkunstner, hvilket bl.a. har resulteret i hans roste og udfordrende portræt af kronprins Frederik.
Oplev Eistrup fortælle om musik, kunst og for-, nu- og fremtid i en timelang samtale med forfatter og rockjournalist Jan Poulsen fredag den 5. april kl. 19.30 – herunder en række af de billeder, der er med i Eistrups kunstbog ’Fragmentarium’.
Se efterfølgende den intime dokumentarfilm ’Rocket Brothers’, om Kashmirs kamp for at levere en værdig opfølger til Grammy-vinderen ’The Good Life’.
Baren er åben både før og efter samtale og film. Med sprøde Kashmir-toner fra anlægget, naturligvis. Billetpris: 95/65 kr. Kun køb, ingen reservation.
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Kasper Torsting
I fire år fulgte fotograf og instruktør Kasper Torsting et af Danmarks mest feterede rockbands, Kashmir, på nærmeste hold. I omtrent lige så lang tid kæmpede bandet for at levere en værdig opfølger til Grammy-vinderen ’The Good Life’ (1999). Med forsanger og sangskriver Kasper Eistrup i front oplever vi bandets tomhed efter succesen, deres skriveblokeringer og angsten for ikke at kunne indfri omverdenens og egne forventninger. Forgæves forsøger bandet at spille sig til en amerikansk kontrakt. De skændes i frustration, men er også bare glade drengerøve, der diskuterer hvilken t-shirt, der ser sejest ud på scenen. Et nyt album – ’Zitilites’ – tager langsomt form.
Medvirkende: Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg, Henrik Lindstrand, Asger Teshau
Danmark, 2003
35mm, 90 min.
Danske undertekster
Tilladt for alle