Agnès Vardas ‘En pige på drift’ (‘Sans toit ni loi’) med introduktion ved Casper Tybjerg fra Film- og Medievidenskab. Introduktionen er på dansk og varer ca. 15 minutter.
Instruktør: Agnès Varda
”Filmen er et mesterværk. Påtrængende og uafrystelig,” skrev Politiken i forbindelse med den dengang eneste visning af filmen herhjemme. En ung pige bliver fundet død, frosset ihjel. Ved at spørge dem, hun har truffet, tegner Agnès Varda et brudstykkebillede af en kvinde, der har valgt livet som vagabond. En frihed? Eller ender man i ensomhed og afmagt, hvis man er uden plan og mål? Filmen giver ikke entydige svar, men skildrer andres reaktioner på hende, hvad enten de vender sig bort i afsky eller projicerer egne drømme over i vagabonden. Filmen var Sandrine Bonnaires gennembrud som skuespillerinde.
Medvirkende: Sandrine Bonnaire, Setti Ramdane, Yolande Moreau, Macha Méril
Original titel: Sans toit ni loi
Frankrig, 1985
DCP, 105 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år