Den 27. april – på 25-års-dagen for det nye Sydafrikas grundlæggelse, Freedom Day – blænder vi op for Sydafrika-musikaften med bar og oplæg til filmen 'Amandla! - A Revolution in Four Part Harmony'. Filmen introduceres af Sydafrika-ekspert Ann Langwadt.
Bemærk, at du samme dag kl. 16.30 kan opleve koret Papaya opføre Nelson Mandelas vej til frihed som koncert - og senere på dagen opleve andre film og se foredrag om bl.a. sydafrikansk mode, musikhistorie og politik.
Instruktør: Lee Hirsch
Sjældent har musik været så central en del af folkelig opstand som i tilfældet Sydafrika. Vuyisile Mini og senere Miriam Makeba sang protestsangen ‘Ndodemnyama’ mod apartheid-grundlæggeren Hendrik Verwoerd. Både Makeba og musikerkollegerne Letta Mbulu, Hugh Masekela og Abdullah Ibrahim var i eksil i flere årtier pga. apartheid-styret.
‘Amandla’ er xhosa for ‘styrke’, og filmen lever i allerhøjeste grad op til sit eget kampråb. Hvert kapitel i den ofte brutale, men i sidste ende sejrrige saga, ledsages af sange om trængsler, sorg, stolthed og fortvivlelse. Fra 1948 (da Nationalpartiet kom til magten og indledte sin separationspolitik) til 1994 (Nelson Mandelas sejr i det første demokratiske valg).
Medvirkende: Miriam Makeba, Abdullah Ibrahim, Hugh Masekela, Vusi Mahlasela
Sydafrika, 2002
DVD, 108 min.
Engelske undertekster
Tilladt for alle