Initiativtagerne til festivalen og programredaktør, Christian Hansen, fra Cinemateket, åbner filmfestivalen og byder velkommen til tre dage med film, talks, Q&A-sessioner, bogoplæsninger, koncert og taler. Marco Grimnitz og Frederikke Slotsager indtager scenen og åbner festivalen med to taler om adoption. Åbningsceremonien afsluttes med visningen af den norske kortfilm ‘Fucking Adopted’ i Asta Bio. Efter filmen serveres der gratis vin, vand og snacks i Asta Bar, lige udenfor biografen.
Eventet er gratis, men kræver billetbestilling. Det varer ca. 50 min. og foregår på dansk.
Tale ved Marco Grimnitz (f. 1984, adopteret fra Colombia) (han/ham)
Marco er uddannet skuespiller, er fotograf og aktivist og en del af bestyrelsen i Adoptionspolitisk Forum. Han har tidligere holdt tale ved minoritetsmændenes kampdag, hvor han talte om adopteredes kamp med identitet, kultur og rettigheder. Talen var en opfordring til handling, anerkendelse og retfærdighed.
Tale ved Frederikke Slotsager (f. 1999, adopteret fra Etiopien) (hun/hende)
Frederikke studerer kulturmødestudier og socialvidenskab på Roskilde Universitet, og er frivillig i Ungdommens Røde Kors og i Mino Ung København. Hun har haft deltaget i et talerskoleforløb udbudt af Mino Ung København og Røst på Glyptoteket og hun har tidligere holdt tale ved minoritetskvindernes kampdag i Nørrebrohallen. Hun ønsker at give adopterede en stemme og forsøger at sætte ord på nogle af de komplekse identiteter, adopterede bærer rundt på.
Fotoudstilling af Marco Grimnitz
Billedserien er oprindeligt et samarbejde med Adoptionspolitik Forum og Louise Hedegaard Madsen, et work in development og en serie af portrætter, som arbejder med diversitet inden for betegnelsen ‘at være adopteret’.
Billederne i billedserien er ledsaget af et udsagn, som er valgt af den enkelte deltager, og med udgangspunkt i den adopteredes egne levede erfaringer. Udstillingen består af udvalgte billeder.
Begrebet ‘at være adopteret’ reducerer det adopterede menneske til et produkt af en konkret handling, samtidig med, at den udvisker den diversitet, vi repræsenterer.
I den tingsliggørelse af mennesker bliver det ofte overset, hvor identitetsdefinerende det er at være resultatet af en handling, som beror på andres behov.
Instruktør: Nora Nivedita Tvedt
‘Fucking Adopted’ foregår som en samtale mellem Nora og hendes barndomsveninde, der begge er adopteret fra Indien til Norge. Det er en rørende dokumentarisk kortfilm, der med en forsigtig afstand, lethed, humor og nænsomhed bevæger sig tæt ind på noget af det ubehagelige, konfliktfyldte og forvirrende forbundet med det at være “fucking adopteret”.
Medvirkende: Therese Vikøren, Nora Nivedita Tvedt
Original titel: Fuckings adoptert
Norge, 2020
DCP, 23 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år