Muntre uheld, ødelæggelser og slagsmål – og bukseløse optrin. Kom og nyd tre korte stumfilm med den udødelige komikerduo Gøg & Gokke tilsat lyslevende musik ved kapelmester Lars Fjeldmose!
Filmene ’Nevøen fra Skotland’, ’Radio på Kredit’ og ’En stor Forretning’ varer 20 minutter hver.
Vi hjælper humørfyldt ind i Gøg & Gokkes univers - og simultanoversætter desuden mellemteksterne, så alle kan være med. Arrangementet varer i alt 90 minutter.
FILMKLUB MED ADGANG FOR FOR ALLE
Arrangementet åbner 2026-sæsonen for Cinematekets Filmklub for de 7-10-årige, men alle kan være med. Det er ikke et krav, at man ligger i aldersgruppen – det er blot anbefalinger. Vil man have forældre, bedsteforældre eller andre med, må de også gerne købe sæsonkort til Filmklubben (svarende til 35 kr. per film) eller en løssalgsbillet (50 kr.).
Der er lounge i Cinematekets Asta Bar med gratis saftevand, billig slik og hyggelige aktiviteter en halv time før filmstart - dvs. kl. 11.00. Uanset alder, så tager filmklubbens team varmt imod.
Der er 10-15 minutters introduktion hver gang, ofte med vidende filmfolk. Nogle gange åbner vi også for spørgsmål og diskussion – og bagefter er DU med til at uddele stjerner til filmen.
Praktisk: Filmklubben ruller på udvalgte søndage hhv. kl. 11.30 (for de 7-10-årige) og kl. 12.30 (for de 11-15-årige). Læs mere på dfi.dk/filmklub.
MEGET MERE STUMFILM
I dagene 21.-25. januar er Cinemateket omdannet til København Stumfilmfestival, og et af højdepunkterne er den næsten altid udsolgte Gøg & Gokke Galla (find den andetsteds på hjemmesiden). Det er de samme tre film, der kan ses denne dag – bare i familievenlig udgave med sodavandsbobler i glassene!
Instruktør: Clyde Bruckman
’Nevøen fra Skotland’ er udnævnt til at være den første ”rigtige” Gøg og Gokke-film, selvom parret endnu ikke helt har fundet frem til de to karakterer, de siden blev så berømte for. Det er historien om den respektable Piedmont Mumblethunder (Hardy), der er mødt op for at hente sin skotske nevø Philip (Laurel), der ankommer med skib. Nevøen er iklædt kilt og bliver allerede til grin, da han går fra borde. Piedmont ønsker desperat at få Philip i et par bukser, men det er bestemt ikke nemt og fører til en række pinlige og snart kaotiske situationer.
Medvirkende: Stan Laurel, Oliver Hardy, Charles A. Bachman, Don Bailey, Ed Brandenberg
Original titel: Putting Pants on Philip
USA, 1927
DCP, 20 min.
Stum med engelske mellemtekster
Tilladt for alle
Instruktør: Lewis R. Foster
’Radio på Kredit’ var Gøg og Gokkes næstsidste stumfilm, og den præsenterer ”genren” i sin reneste form. Historien bliver fortalt med et minimum af (vittige) mellemtekster, og fotograferingen er en nydelse. Stan og Ollie har fået arbejde som inkassatorer. Deres første opgave består i at inddrive gælden på et radioapparat. Da ejeren ikke er indstillet på at betale, beslutter Stan og Ollie sig for at hente apparatet, men ender i et selvpåført kaos og omfattende slagsmål. En meget ung (og smuk) Jean Harlow optræder i filmens sidste scene som Mrs. Kennedy.
Medvirkende: Stan Laurel, Oliver Hardy, Edgar Kennedy, Jean Harlow
Original titel: Bacon Grabbers
USA, 1929
DCP, 20 min.
Stum med engelske mellemtekster
Tilladt for alle
Instruktør: James W. Horne, Leo McCarey
Klassikeren ‘En stor Forretning’ er med sin mesterlige timing og brillante casting noget nær den perfekte slapstick-komedie. Ingen kunne som den først skulende og senere opfarende James Finlayson give Gøg og Gokke morsomt og iltert modspil. Den berømte duo optræder denne gang i vinterfrakker som juletræssælgere i det solrige Californien, og filmen er et eksempel på, hvordan en lille snebold i Gøg og Gokkes univers nemt kan udvikle sig til en stor lavine. Da parret ringer på Finlaysons dør, bliver det i den grad startskuddet til massive masseødelæggelser.
Medvirkende: Stan Laurel, Oliver Hardy, James Finlayson, Stanley Sandford
Original titel: Big Business
USA, 1929
DCP, 20 min.
Stum med engelske mellemtekster
Tilladt for alle