Oplev to af Gøg og Gokkes allermest uopslidelige masseødelæggelser i et dobbeltprogram, hvor du i tilgift får to verdensstjerner fra henholdsvis Lyngby og Møn aldeles live: Filmene ‘En stor forretning’ og ‘Den gyldne frihed’ akkompagneres nemlig af den altid kampivrige klaverbokser Lars Fjeldmose og introduceres med flamboyant veloplagthed af Ulrich Breuning, mangeårig ceremonimester og præsident med anløbent renommé i Gøg og Gokke-selskabet Tit for Tat.
Nogle kender dem allerede fra deres udsolgte gallashows på Gokkes fødselsdag – men den 12. maj er ALLE æresgæster. Tag børnene med og giv dem én på bowlerhatten!
Instruktør: James W. Horne, Leo McCarey
Stumfilm-klassikeren ‘En stor forretning’ er med sin mesterlige timing og brillante casting noget nær den perfekte slapstick-komedie. Ingen kunne som den altid opfarende James Finlayson give Gøg og Gokke morsomt og iltert modspil.
Den berømte duo optræder denne gang i vinterfrakker som juletræs-sælgere i det solrige Californien, og filmen er et eksempel på, hvordan en lille snebold i Gøg og Gokkes univers nemt kan udvikle sig til en stor lavine. Efter et par uheldige forsøg på at afsætte træer ved dørsalg ringer Gøg og Gokke på hos Jimmy Finlayson.
Heller ikke han er interesseret i et træ, og han smækker døren i, men en gren sætter sig uheldigvis fast i døren. Vores venner må derfor trykke på dørklokken igen, og denne gang er det Gokkes frakke, der kommer i klemme. Herefter starter masseødelæggelserne: Finlayson hugger juletræet midt over og klipper Gokkes slips i stykker. Gøg og Gokke begynder med at rive dørtelefonen ud af muren og går derefter over til at smadre møbler og grave Finlaysons have op.
Medvirkende: Stan Laurel, Oliver Hardy, James Finlayson, Stanley Sandford
Original titel: Big Business
USA, 1929
ProRes File, 19 min.
Engelske mellemtekster
Tilladt for alle
Instruktør: Leo McCarey
På flugt fra fængsel skifter Gøg og Gokke til deres civile tøj – og får byttet bukser. Jagten på et uforstyrret sted at bytte tilbage fører dem vidt omkring, bl.a. hen til fiskehandleren, hvor Gøg får selskab af en krabbe i de alt for store bukser. Slutscenen på toppen af et højhusbyggeri er et festfyrværkeri af højdeskræk, uheld og overbalance. Makkerparrets tøj og sko er som sædvanlig en stor del af komikken.
Medvirkende: Stan Laurel, Oliver Hardy, Tom Kennedy
Original titel: Liberty
USA, 1929
ProRes File, 20 min.
Engelske mellemtekster
Tilladt for alle