Filmen introduceres af Casper Tybjerg. Introduktionen varer cirka 20 minutter.
Instruktør: Benjamin Christensen
Nytårsnat slipper morddømte Stærke Henry (spillet af Benjamin Christensen) ud af fængslet og henter sin lille dreng fra børnehjemmet. Da han i nattens mulm og mørke bryder ind på en herregård for at skaffe mælk til barnet, møder han den unge kvinde Eva. Fuld af medlidenhed vil hun hjælpe dem, men andre kommer til og pågriber Henry, der tror, at Eva har forrådt ham. Efter fjorten år bag tremmer bliver Henry løsladt og begiver sig ud for at finde sin søn og tage hævn. Via en tyvebande finder han frem til Eva. Hun er nu gift med en læge, og parret har adopteret sønnen…Benjamin Christensen demonstrerer også i ’Hævnens Nat’ sin suveræne visuelle kontrol med lys og skygge, ligesom instruktørens brug af point of view-indstillinger øger uhyggen i de klaustrofobiske scener, hvor den låste dør går fra at være en beskyttende barriere til at blokere for flugten, når monsteret i stedet kommer ind gennem vinduet.
Medvirkende: Benjamin Christensen, Karen Sandberg, Peter Fjeldstrup, Jon Iversen.
Danmark, 1916
35mm, 100 min.
Engelske mellemtekster
Tilladt for alle