I tiden efter murens fald blev den såkaldte blå grænse, Østersøen, set som en vej til at genoplive forbindelserne til det glemte Østeuropa. I bogen ’Beyond Eastern Noir’ (2018) undersøger filmforsker Anna Mrozewicz forestillinger om Østeuropa og Rusland i nordiske film og tv-serier.
Lone Scherfigs debut ’Kajs fødselsdag’ (1990) er en både kærlig og humoristisk skildring af de forhåbninger og den frygt, der blev vækket i mødet med danskernes nye naboer på den anden side af Østersøen. Anna Mrozewicz introducerer filmen og sin bog (der kan købes til favorabel pris) og efter visningen byder forlaget på et glas vin. Introduktionen varer 30 minutter.
Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Lone Scherfig
Da pølsemanden Kaj fra Skælskør fylder 40, tager vennerne ham med på en tur til Polen, hvor man skal svælge i billig spiritus og udvandringsivrige damer. Det kommer også til at gå lystigt til, men for Kaj bliver det alvor, da han træffer en pige, der antager ham for den velhavende Toyota-forhandler, hun har brevvekslet med. En bittersød historie, der elegant blander melankoli og satire. Den fik gennemgående gode anmeldelser ved premieren, men blev svigtet af publikum. Filmen blev imidlertid solgt til en række lande og var mange steder i udlandet en succes.
Original titel: Kajs Fødselsdag
Danmark, 1990
35mm, 94 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år