Reception og instruktørbesøg den 16. november. Inden filmen vil der være en kort introduktion på engelsk. Efter filmen Q&A m. instruktøren på engelsk. Herefter er der reception i Asta Bar.
Instruktør: Marianna Kaat
Den estiske dokumentarist Marianne Kaat bruger her Ruslands fjerdestørste by Jekaterinburg som et fascinerende omdrejningspunkt for en fortælling om et ”moderne” Rusland. Det var i denne by, Ruslands sidste zar blev væltet, og mere end hundrede år senere lever drømmen om det russiske imperium stadig i bedste velgående. Byen byder på stort opslåede og historisk hyldende bal, voluminøse militærparader og masser af helligdomme dedikeret til den myrdede zarfamilie.
Man kan roligt sige, at modsætninger mødes i skildringen af hverdagen et godt stykke mod øst. Dokumentaren evner flot at spejle det glade vanvid, der lurer lige under overfladen: En stor del af befolkningen synes hjernevasket til at mene noget bestemt, samtidig med at flere af de unge medvirkende uden den store gennemslagskraft forsøget at bryde med ”ophavet”.
Estland, Norge, 2023
DCP, 104 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år