Lise Roos: ‘Kolonihaven’ m. samtale efter filmen

"Det mest interessante er det almindelige". Sådan indleder filminstruktør Lise Roos (1941-1997) sin sidste film, som er et selvportræt, der indrammer et helt livs virke i dokumentarfilmfilmens tjeneste – eller menneskets tjeneste, kunne man sige. For Lise Roos har om nogen interesseret sig for og portrætteret det helt almindelige menneskes liv. Det være sig barndom, ungdom, alderdommen og kvindeliv.

Som uddannet pædagog har hun været intenst optaget af barndommen og barnets udvikling. Næsten halvdelen af hendes film har fokus på børn. Et eksempel er det pædagogiske eksperiment ’Kan man klippe i vand’ (1983), hvor hun får en børnehave til at fjerne alt legetøj i to uger og følger børnene og de ansattes ageren i den fantasiens univers, fraværet af legetøj åbner op for. Det bliver også til en håndfuld kortfilm, hvor børn skildres i deres egne frie lege og fantasi, fx ’Trommen’ (1968) og ’Strudsen’ (1992).

De unge kommer til orde i det stærke generationsportræt af gymnasieungdommen, ’Frikvarteret’ (1995), hvor der er god tid – 2½ time – til at indfange og nuancere de unges meninger, tanker og drømme, mens de går på Falkonergårdens Gymnasium.

Serieformatet er gennemgående i Lise Roos’ værk. Det giver hende mulighed for at nuancere og folde sine temaer ud, som i de tre spillefilm fra 1970’erne, der i en improviseret spillestil følger pigen Stine, fra hun er 8 år til hun går ud af skolen som 18-årig. I dokumentarisk format laver hun i 90’erne to store serier: ’Familien Danmark (1994 – tre dele), hvor to familier fra henholdsvis Valby og Harlev vest for Aarhus bytter liv i 14 dage, og ’Fik du set det, du ville? (1997 – fire afsnit) – interviews med en række mennesker, der arbejder på virksomheden Dafolo, om deres liv og drømme.

Og endelig er der alderdommen. Lise Roos’ evne til at få mennesker til at sætte ord på livet udspiller sig på fineste vis i ’Alle disse øjeblikke’ (1993), hvor alderdommen ikke er ’en dom’, men som set gennem et prisme af jordnær livsfilosofi kan blive et af livets mest indholdsrige afsnit. Hun siger selv i speaken: ”Det siges, at alderen trænger sig på og tager sin ret, men det er jo bare kroppen, der ældes, så det knager. Sjælen bryder sig li’som ikke om at tiden går. Den lever inde i kroppen, den fylder ingen år. Og hvor senil jeg end kan blive, så er det ikke mig, der bliver det. Det er kun mit hjerne-kontor, som klumrer i det”.

Lise Roos nåede ikke selv til alderdommen. Hun døde af kræft som 56-årig under optagelserne til sit selvportræt, ’Et menneske bliver til’. Her fortæller hun om sin opvækst i en kreativ ’filmfamilie’, tabet af den elskede far Karl Roos, da hun var bare 10 år, og livet som kvinde, enlig mor og kunstner.

Filminstituttet har digitaliseret en lang række af Lise Roos’ film og udgiver i den anledning et tema på streamingsitet Danmark på film.