Mandag den 28. juni er der Mexicansk Aften med ambassade-servering og en kort introduktion ved filmens instruktør David Romay, der har taget turen til København. Efter visningen kl. 19.15 er der desuden en ca. 20 minutters Q&A.
Samme aften kl. 21.45 er der en EKSTRAVISNING, ligeledes med instruktørintroduktion, men uden efterfølgende Q&A.
Billetpris: 95/65 kr. Kun køb – ingen reservation.
Instruktør: David Romay
Årets Oscar-bidrag fra Mexico beviser, hvorfor landet gennem efterhånden et årti har konsolideret sig som en stormagt inden for arthouse-film. Til kongerækken Carlos Reygadas, Alfonso Cuarón, Alejandro González Iñárritu (og den mere genre-orienterede Guillermo del Toro) kan vi nu føje David Romay. 'Beyond the Mountain' er et stille drama , men med enorme følelser lige under overfladen.
Unge Miguel er ulykkelig forelsket i analfabeten Carmela, for hvem han skriver kærestebreve – og belejligt omskriver dem undervejs. Efter moderens selvmord forlader Miguel dog Mexico City for at finde sin far, der forlod ham og moderen efter Miguels fødsel. Miguel ønsker et opgør med faderen, hvis forsvinden især plagede hans mor. Eftersøgningen fører Miguel til cowboylandet mellem Ciudad Juárez og El Paso – og en kompleks familiehistorie.
Medvirkende: Benny Emmanuel, Gustavo Sánchez Parra, Renée Sabina
Original titel: Detrás de la Montaña
Mexico, 2018
DCP, 94 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år