Musik i Mørket: Pink Floyd - ’The Dark Side of the Moon’

Musik i Mørket #18: Pink Floyd – The Dark Side of the Moon. LP-talk og lyttesession med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch. Søndag 4. december kl. 14.00. Samlet varighed ca. 2 timer.

Velkommen til attende runde af Musik i Mørket, Cinematekets lyttebiograf, hvor rockkritikerne Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch gennemgår et centralt album (nogen gange hele to!) fra den rytmiske musiks kanon og fortæller anekdoter m.m. om værkets tilblivelse en i timelang, illustreret samtale. Herefter afspilles albummet i sin fulde længe – uden pauser og med så god lyd, som vi overhovedet kan fremtrylle – i komplet mørke i salen. Det er bare at læne sig tilbage, lade toner og indtryk gøre arbejdet og suge det hele ind.

Pink Floyd gennemgik nogle tumultariske år i slutningen af 1960’erne, hvor gruppens stifter Syd Barrett bl.a. blev skiftet ud med guitarist David Gilmour. I årene derefter ændrede gruppens lyd sig hen imod dét udtryk, de fleste i dag forbinder med Pink Floyd. ’The Dark Side of the Moon’ – med sine mange lag, tape loops og analoge synthesizere – er i manges øjne det ultimative Floyd-værk. Lynggaard og Queitsch introducerer det således:

”Pink Floyds ottende album ’The Dark Side of the Moon’ fra 1973 behøver næppe nogen nærmere præstation. Et af rockhistoriens mest kanoniserede værker og med mindst 45 millioner solgte eksemplarer tilmed et af de kommercielt mest succesfulde. Men derfor kan det jo sagtens være godt. Paranoia og verdenslede har sjældent lydt så sublimt, og netop fordi det tilsyneladende er så velkendt, er det som skabt til Musik i Mørket, hvor en koncentreret nærlytning vil åbenbare glemte eller måske tilmed nye klanglige facetter af værket. Den ældste af dages oplægsholdere var tilmed til stede, da pladen blev opført live i København et halvt år før albummet udkom. Og han kan ovenikøbet huske det meste af det!”

Der er en iskold luksusøl (eller vand) med på billetten, som kan nydes i salen undervejs.

Morten Tang, programredaktør / Cinemateket