Professor og Kina-ekspert Jørgen Delman fortæller om aktuelle tendenser i Kina. Jørgen Delman forsker i bæredygtighed og byudviklingspolitikker i kinesiske byer ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Oplægget foregår på dansk og varer ca. 30 min.
Instruktør: Lou Ye
Få kinesiske instruktører har kæmpet så hårdt med filmcensuren som Lou Ye, først med filmen ’Summer Palace’ (2006), der åbent refererede til massakren på Den Himmelske Freds Plads – hvilket førte til fem års arbejdskarantæne for instruktøren – siden med den Cannes-prisbelønnede ’Spring Fever’, som af samme grund måtte optages i hemmelighed i storbyen Nanjing.
Det håndholdte kamera og den nervøse klipning formidler, hvordan den uendelige forstadsfølelse forplanter sig i en seksuel frigørelsestrang i historien om en kvinde, der får sin mand skygget, fordi han har en affære med en anden mand. Filmens hemmeligholdte optagelser spejles i de hemmelighedsfulde kærlighedsforhold, der ofte filmes i dystert halvmørke og i en stemning af mørk paranoia, som ifølge instruktøren kendetegner dagligdagen i Kina.
Medvirkende: Qin Hao, Chen Sicheng, Tan Zhuo, Wu Wei, Jiang Jiaqi
Kina, Frankrig, 2009
35mm, 116 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år