Er der en kærlighed, du aldrig helt har kunnet give slip på? Et menneske, et øjeblik, et liv, der stadig spøger – som et hvad nu hvis?
Den 28. januar kl. 19.00 inviterer Avilius og Cinemateket til Celine Songs 'Past Lives' – en stille og rørende kærlighedsfilm om timing, længsel og de relationer, der bliver siddende i kroppen, også når livet er gået videre.
Efter filmen bliver vi i stemningen og tager samtalen videre sammen. Vi taler om kærlighed, valg og de relationer, der ikke fik lov at folde sig helt ud – men som stadig fylder. Om at møde nogen igen og mærke et andet muligt liv banke på. Og om hvordan vi lever med både det, vi valgte, og det, vi lod ligge.
I panelet vil der være to terapeuter fra terapihuset Avilius og en særlig gæst, nemlig Bente Andersen, der er kendt fra tv-programmet Hotel Romantik, og som har talt en del om livsvalg, der bliver ved at rumstere efter mange år.
Samtalen varer ca. 30 minutter, foregår på dansk og giver plads til refleksion, genkendelse og spørgsmål fra salen.
Program
19.00: Introduktion til filmen
19.10: Filmvisning: 'Past Lives'
20.45: Samtale faciliteret af Avilius
21.15: Q&A
21.30: Tak for i aften
Instruktør: Celine Song
“Stilfærdigt mesterværk. En genistreg,” skrev Politikens Kim Skotte og kastede 6 hjerter efter instruktør Celine Songs debutfilm ’Past Lives’.
Vi følger – gennem brudstykker fra 24 års levet liv - to barndomsvenner, Nora og Hae Sung, der vokser op i Seoul med en dyb, usagt forbindelse. Da Noras familie flytter til Canada, skilles deres veje, men båndet mellem dem består i det stille. Som voksne genforenes i New York og konfronteres med de valg, der har formet deres liv, spørgsmålet om skæbne og længslen efter det, der aldrig blev til noget.
Filmen udfolder sig i et afdæmpet tempo, hvor blikke, pauser og små erindringer bærer lige så meget betydning som handlingen. Kærlighed, tid og identitet skildres med en underspillet, genkendelig følsomhed. ’Past Lives’ udvider hverdagslige øjeblikke udvider sig til noget universelt: Vægten af valg og alt det, vi efterlader, når livet trækker os i nye retninger.
“Den vil røre dig i både dette og dit næste liv,” skrev Luna Ehlers i Soundvenue, og fornemmelsen af skæbne — ofte formuleret gennem det koreanske begreb inyeon — giver fortællingen resonans af fortidens forbindelser.
Medvirkende: Greta Lee, Teo Yoo, John Magaro
Sydkorea, USA, 2024
DCP, 105 min.
Danske undertekster
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år