Hvert halve år udgives tidsskriftet Ordet, skrevet og redigeret af filmentusiastiske studerende på Københavns Universitet. Den 5. juni udkommer Ordet #53, der denne gang har temaet ’Kvinder’. Det markerer vi med den banebrydende Newzealandske instruktør Jane Campions ’The Piano’ i Cinemateket. En gribende fortælling om en kvinde, der ikke kan tale, men finder andre måder at udtrykke sig på i en verden domineret af mænd.
Filmanmelder Ann Lind Andersen introducerer filmen om den stumme, bortgiftede kvinde Ada, som i midten af 1800-tallet sendes til New Zealand, hvor hun ender i et kompliceret trekantsdrama med sin ægtemand, Alistair, og naboen Baines. Campions vision er unik; på samme tid barsk og følsom.
PROGRAM
18.00: Bar
19.00: ’The Piano’ med introduktion
Billetpris: 105/75 kr.
SÆRTILBUD: Som studerende ved Københavns Universitet får du ved køb af medlemskab i Cinemateket adgang til hele arrangementet gratis.
Bella Juncker og Marius Sørensen, chefredaktører / Ordet #53
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Jane Campion
Jane Campions på en gang æggende, uforudsigelige og rystende kærlighedsdrama er fortalt fra en kvindes synsvinkel, nemlig gennem den stumme, skotske Ada (Holly Hunter), som i 1850’erne bortgiftes til en godsejer i det fjerne New Zealand. Ada er kun lykkelig, når hun kan udtrykke sig gennem sit klaver, og da det bliver taget fra hende, må hun indgå en handel for at kunne komme til at spille. Det barske landskab danner bagtæppe for den stærkt erotiske kærlighedshistorie, der udspiller sig mellem Ada og naboen Baines (Harvey Keitel) bag det glædesløse, arrangerede ægteskab. Hunter vandt en Oscar for sin præstation som Ada og Jane Campion vandt én for sit manuskript.
Medvirkende: Holly Hunter, Harvey Keitel, Sam Neill , Anna Paquin
Australien, Frankrig, New Zealand, 1993
DCP, 121 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år