Den 30. maj vil manuskriptforfatteren til bl.a. den Oscar-vindende kortfilm ‘Helium’, Christian Gamst Miller-Harris, føre os ind i Soderberghs filmunivers. Vi hører om Soderberghs multiplot-fortællinger med mange engagerede karakterer ad gangen, dialogen, der er helt central for ensemblets betydning – og instruktørens interesse for sex og begær, der ofte er en drivkraft i hans film. Introduktionen er på dansk og varer ca. 30 min.
Instruktør: Steven Soderbergh
Produktive og visionære Steven Soderbergh spillefilmsdebuterede i 1989 som både manusforfatter, klipper og instruktør: ‘Sex, Lies, and Videotape‘ er en uhyre moden debut, der fortjent bl.a. indkasserede Den Gyldne Palme i Cannes. Historien om det "umage firkløver" – Ann, John, Cynthia og Graham – kredser i grunden om noget så almeninteressant som sex. Men bag den lystfulde titel og dens protagonister gemmer der sig også en større kompleksitet, herunder fraværet af sex.
Succesadvokaten John får ikke noget på den dumme af hustruen Ann. Hun har vendt ham og sex ryggen og forstår ikke rigtig konceptet bag skibsbriksgymnastik. Hun udtaler direkte, at hun finder sex overvurderet. John er godt og grundigt frustreret, men kun indtil han får taget trykket hos Anns anderledes sextossede søster Cynthia. Tingene vendes kun yderligere på hovedet, da Johns tidligere ven dukker op og sådan lidt ved et tilfælde kommer til at afsløre sin helt særlige fetisch.
Medvirkende: James Spader, Andie MacDowell, Peter Gallagher, Laura San Giacomo
Original titel: Sex, Lies, and Videotape
USA, 1989
35mm, 99 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år