Hitler kunne godt lide Sherlock Holmes, men Hollywood gjorde Holmes til Englands hemmelige våben under 2. verdenskrig. Disse beredskabsfilm kom ikke til Danmark, for besættelsesmagten forbød import af film fra bl.a. USA, men Holmes blev på andre måder brugt i den ideologiske modstandskamp herhjemme. Palle Schantz Lauridsen fortæller om filmen og om, hvordan Holmes blev brugt i kampen mod nazisterne. Introduktionen er på dansk og varer ca. 20 min.
Instruktør: John Rawlins
Basil Rathbone er for mange den perfekte film-Holmes. Han spillede i årene 1939-46 rollen i 14 amerikanskproducerede film, hvor hans arrogante og elegante Holmes fandt sit lettere fjollede sidekick i Nigel Bruces dr. Watson. De første to af filmene blev produceret med store budgetter hos 20th Century Fox, mens resten blev til som ægte B-film hos Universal.
De første tre Universal-film er åbenlyst propagandistiske beredskabsfilm, for Holmes er i krig mod nazisterne. ‘The Voice of Terror’ er løseligt baseret på Conan Doyles fortælling ‘Hans sidste optræden’. Forlægget foregår i tiden op til 1. verdenskrig. Holmes er af patriotiske årsager vendt tilbage fra sin pensionisttilværelse og optrævler en tysk spionring. Holmes’ afsluttende enetale om østenvinden, der er på vej, stammer ordret fra forlægget, men handler nu om 2. verdenskrig.
Medvirkende: Basil Rathbone, Nigel Bruce, Evelyn Ankers
Storbritannien, 1942
Blu-Ray, 65 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år
Torsdag 19. juni
19:30
‘Sherlock Holmes and the Voice of Terror’ m. intro v. Palle Schantz Lauridsen