Vær med, når vi lægger hus til en uimodståelig doubledate på tværs af generationer: Stumfilmens ubestridte komediekonger, Fy og Bi, får musikalsk akkompagnement af DJ og radiovært Jonas Visti og sanger og skuespiller Emma Sehested Høeg.
Vi viser meta-komedien ‘Filmens Helte’ (1928), hvori Fyrtårnet og Bivognen ved et tilfælde bliver castet til hovedrollerne i en stor westernfilm. Det viser sig hurtigt, at det umage par ikke uden videre egner sig til at spille hverken cowboys eller førsteelskere.
Filmen præsenteres af to Fy og Bi-eksperter, filmarkivar Mikael Braae fra Det Danske Filminstitut og professor Uli Rüdel, og Jonas Visti og Emma Sehested Høeg giver nyt musikalsk liv til de stumme billeder. Som altid kan man nyde et glas gratis vin til forestillingen.
Se flere film med Fy og Bi og andre danske stumfilmstjerner på stumfilm.dk.
Instruktør: Lau Lauritzen
Direktør Sullivan er leder af et stort filmselskab, hvis specialitet er nervepirrende skuespil fra det lovløse vesten. De to unge skuespillere, der kreerer hovedrollerne i disse film, har vundet mægtig popularitet. Men det viser sig snart, at skuespillerne ikke er andet end et par ganske ordinære frikadeller, og direktøren forlanger nu, at den film, der for tiden er under optagelse, straks lægges til side, og at der øjeblikkelig påbegyndes en ny med to nye filmhelte. Det volder en del problemer at få de to nye spillere godt i gang, men den ulykkelige instruktør er nødt til at spille filmen færdig. Efter utallige genvordigheder er den nye cowboyfilm endelig indspillet, og premieren ventes med spænding.
Medvirkende: Carl Schenstrøm, Harald Madsen, Holger Reenberg, Eli Lehmann, Inger Schmidt
Danmark, 1928
DCP, 78 min.
Danske undertekster
Tilladt for alle