Introduktion ved Lars Movin.

Scenes from the Life of Andy Warhol: Friendships and Intersections

Instruktør: Jonas Mekas

Det var ikke mindst takket være Jonas Mekas, at Andy Warhol (1928-1987) begyndte at interessere sig for filmmediet. I de tidlige 60’ere var Warhol en hyppig gæst ved filmvisningerne i Film-Makers’ Cooperative, der havde til huse i Mekas’ lejlighed på 414 Park Avenue South. Og da Warhol selv begyndte at arbejde med levende billeder i 1963, var Mekas den første til at arrangere visninger af hans værker og skrive positivt om dem. Herefter var deres respektive aktiviteter viklet ind i hinanden på mange forskellige måder, og i denne film har Mekas samlet et udvalg af sine optagelser med Warhol til en mosaik, der på én gang fastholder glimt af deres venskab og står som en refleksion over Warhols betydning og den scene, han var med til at skabe.


Medvirkende: Andy Warhol, John Lennon, Lou Reed, Mick Jagger

USA, 1982
16mm, 36 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Zefiro Torna or Scenes from the Life of George Maciunas (Fluxus)

Instruktør: Jonas Mekas

Ligesom Jonas Mekas havde den amerikanske Fluxus-organisator George Maciunas (1931-1978) en baggrund som immigrant fra Litauen. De to lærte hinanden at kende allerede kort efter, at Mekas var ankommet til New York i 1949, og både Maciunas og medlemmer af hans familie optræder på nogle af de allertidligste filmstrimler, som Mekas optog med sit første Bolex-kamera. Senere krydsedes deres spor i en række forskellige sammenhænge. Eksempelvis bidrog Maciunas med layout til Mekas’ tidsskrift Film Culture (stiftet i 1954). Og da Mekas i 1973 blev hjemløs med sit filmmuseum, Anthology Film Archives, tilbød Maciunas ham husly i en ejendom, som han ejede på adressen 80 Wooster Street i SoHo. I Zefiro Torna lader Mekas en collage af filmiske registreringer fra deres lange venskab passere revy, samtidig med at han på lydsporet taler om Maciunas som menneske.


Medvirkende: George Maciunas

USA, 1992
16mm, 34 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Happy Birthday to John (1995)

Jonas Mekas mødte første gang Yoko Ono helt tilbage omkring 1960, altså både før hun blev kendt som kunstner i eget navn, og før hun blev en del af Fluxus-gruppen. Derpå fulgte en årrække, hvor Ono enten opholdt sig i Japan eller England, og hvor de derfor kun sås ret sporadisk. Men så i slutningen af 1970, da Ono første gang vendte tilbage til New York med sin nye partner, John Lennon, arrangerede Mekas en række visninger af parrets fælles film i Elgin Theatre, hvorved han også kom til at lære Lennon at kende. Og da Lennon og Ono den 9. oktober 1972 åbnede en fælles udstilling på Syracuse Museum of Art, samtidig med at den berømte eks-beatle kunne fejre sin 32-års fødselsdag, var Mekas på pletten med sit kamera. Optagelserne fra fødselsdagen er suppleret med forskellige andre filmnotater, hvor Lennon og Ono ses sammen med en række af deres venner, heriblandt Ringo Starr, Allen Ginsberg, Shirley Clarke, Andy Warhol, Viva og en basketball-spillende Miles Davis. Herved kommer optagelserne i retrospekt ikke blot til at stå som et minde om Lennon, men også som en dokumentation af en særlig tid og et særligt miljø.



USA, 1971
DCP, 24 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

This Side of Paradise

Via fotografen Peter Beard blev Jonas Mekas i slutningen af 60’erne hyret af de to søstre Jacqueline Kennedy (1929-1994) og Lee Radziwill (1933-2019) til at undervise deres respektive børn i filmproduktion. Undervisningen foregik hen over flere sommerferier, som de to familier tilbragte i det mondæne ferieområde ved Montauk på Long Island, og det er påfaldende, at det forholdsvis nylige mord på John F. Kennedy (henholdsvis far og onkel til de medvirkende børn) ikke nævnes med et ord. I stedet emmer filmen af solskin og feriestemning, uskyld og intimitet. En perlerække af sindbilleder på ubekymret lykke, hvor man hengiver sig til badning, leg på stranden, lette måltider og hvidvin på terrassen. Selv i en så mørk epoke af den amerikanske historie insisterer Mekas på at suge alle de små glimt af paradis ind i linsen.



USA, 1999
DCP, 35 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år

Datoer

Film i serien – Jonas Mekas - små glimt af paradis

Se alle

Aktuelle film i Cinemateket

Se alle