Se den i mere end én forstand grænseoverskridende dokumentarfilm 'Theatre of War', og oplev den argentinske kunstner bag, Lola Arias, i samtale med instruktørkollegaen Mads Brügger (’Ambassadøren’ og ’Det røde kapel’). Begge instruktører har dyrket hybrider af dokumentar, fiktion og performance.
Argentina og England var uformelt i krig om Falklandsøerne i 1982. 35 år senere mødes de gamle fjender – nu underlagt spilleregler defineret af teaterinstruktøren Lola Arias, og resultatet omfatter bl.a. punkmusik og en brechtiansk fest! Reenactments og interviews er blandt ingredienserne i et forsoningseksperiment midt mellem dokumentar og fiktion.
Lola Arias er i Danmark i anledning af det tværkunstneriske projekt TRAVERS, som finder sted på Glyptoteket og er støttet af Statens Kunstfond.
Instruktør: Lola Arias
Argentina og England var uformelt i krig i 1982. En bitter, men mest af alt symbolsk konflikt på stolthed om Falklandsøerne ud for Argentinas kyst.
35 år senere mødes de gamle fjender fra hver sin side af den meningsløse krig for første gang - og det er ikke for at slås videre. Spillereglerne er sat af den argentinske teaterinstruktør Lola Arias, og uden at afsløre for meget kan det siges, at de gamle fjender både ender med at danne et punkband og holde en brechtiansk fest på en natklub. Også selvom de knap kan tale sammen.
Krige udkæmpes ikke af dem, der beslutter at starte dem, og Falklandskrigen har efterladt de nu voksne mænd med ar på sjælen, som selv den stærkeste, nationale stolthed ikke kan fjerne. Der skal andre midler til. Interviews, reenactments og fiktion er ingredienserne i et eksperiment i tolerance og forbrødring, som samtidig balancerer i hybridfeltet mellem dokumentar og fiktion. Den to en halv måned lange krig i 1982 medførte militærjuntaens fald i Argentina, og Margaret Thatchers genvalg i England.
Original titel: Teatro de Guerra
Argentina, Spanien, Tyskland, 2017
DCP, 73 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år