Den Australske Ambassade byder indenfor til en eftermiddag og aften med to gode film, et godt glas vin, en bid mad og musik. Vi starter kl. 16.00 med dansk premiere på den australske komedie 'Top End Wedding'. Kl. 18.00 byder vi på lidt at spise og drikke, før vi åbner dørene til den anden film kl. 19.00 – dramaet 'The Turning', en samling australske kortfilm baseret på Tim Wintons noveller. Vi regner med at arrangementet slutter efter sidste film kl. 21.00. Deltagelse er gratis, men billetter til forestillingerne skal reserveres på forhånd hos Cinemateket. Vi glæde os til at byde dig velkommen til en aften i godt selskab. Den Australske Ambassade.
Instruktør: Diverse
Hele 18 australske kunstnere - filminstruktører, performancekunstnere, skuespillere, animatorer - har stillet sig bag kameraet i denne uforbeholdne filmiske hyldest til forfatteren Tim Winton. ‘The Turning’ er en filmatisering af Wintons novellesamling af samme navn, hvis fletværk af fortællinger udspiller sig i en lille vestaustralsk kystby. Flere af beboerne står ved en skillevej, der får fortiden til at være påtrængende til stede i nutiden. Andre gennemgår vendepunkter i livet, der først med tiden træder frem som altafgørende. To drenge samler en tomler op på en støvet motorvej, en ung pige tilbyder et saltvandskys på en strand, en teenager overværer sin mor blive ydmyget af arbejdsgiveren. Filmen er et portræt og en kondensering af det moderne Australien, der på mange måder er jaget af sin fortid.
Medvirkende: Cate Blanchett, Rose Byrne, Kate Mulvany, Miranda Otto, Hugo Weaving
Australien, 2013
DCP, 105 min.
Engelsk dialog
Tilladt for børn over 15 år