Wolfgang Petersen – en af mange europæiske filmmagere, der skabte sig en succesfuld karriere i USA efter 2. Verdenskrig – døde i sit hjem i Los Angeles, 81 år gammel, den 12. august 2022.
Wolfgang Petersen stod gennem fem årtier bag stort opsatte action-dramaer som ’Air Force One’, ’In the Line of Fire’, ’Outbreak’, ’The Perfect Storm’ og ’Troy’, hvor han arbejdede sammen med nogle af de mest prominente skuespillere i Hollywood: Clint Eastwood, Glenn Close, John Malkovich, Harrison Ford, Dustin Hoffman, Rene Russo, Morgan Freeman, George Clooney, Brad Pitt m.fl.
Petersen satte et menneskeligt ansigt på action-genren. Han blev født i Emden i Nazi-Tyskland 1941, og hans billet til Hollywood blev sigende nok ubåds- og antikrigsfilmen ’U-båden’ (1981), som modtog hele seks Oscar-nomineringer – bl.a. for bedste instruktion og fotografering.
Vi mindes Wolfgang Petetersen med netop ’U-båden’, som kan opleves i en ny digital version den 2. oktober.
NB Filmen har en samlet spilletid på tre en halv time. Der er indlagt 10 min. pause midtvejs.
Morten Tang, programredaktør / Cinemateket
Instruktør: Wolfgang Petersen
Om man er fan af krigsfilm eller ej, vil u-bådsfilm altid fascinere. Det er gerne film med menneskeligt drama i højeste potens, og Wolfgang Petersens bidrag til genren er ingen undtagelse – ja, måske det bedste af dem alle. Det er ikke alene en prisværdig historie om tyske soldaters oplevelser i Atlanterhavet under 2. Verdenskrig, det mere end tre timer lange drama er også fortalt med nerve og fortættet spænding drivende ned af skrogets vægge. 42 uerfarne rekrutter finder sig selv fanget i en ubåd på havets bund – som deltagere i en krig, de ikke forstår. Under lederskab af Kaptajn Lehmann-Willenbroch, ’Der Alte’, kæmper mandskabet mod både ydre og indre fjender i en nådesløs kamp for overlevelse.
Medvirkende: Jürgen Prochnow, Herbert Grönemeyer, Klaus Wennemann, Hubertus Bengsch
Original titel: Das Boot
Tyskland, Italien, Frankrig, Storbritannien, 1981
DCP, 207 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år