Latinamerikansk Festival 1.-30. juni

I juni byder Cinemateket indenfor til en festival med stor spændvidde og masser af dybde. Latinamerikansk festival løber af stablen d. 1.-30.juni. Det sker i samarbejde med engagerede kræfter i foreningshuset Casa Latinoamericana samt en lang række ambassader.

 

 

Brasiliansk tv-klovn åbner festivalen


”Den mest spændende, sprudlende, dristige og originale film af en brasiliansk filmmager siden ’City of God’ for 15 år siden!” skrev det brasilianske magasin Veja. Daniel Rezende er landets nye instruktørstjerneskud, efter at han har vist sit værd som klipper på to Oscar-vindere: ’City of God’ samt ’Tree of Life’. 

’Bingo’ er den (næsten 100 procent) sande historie om en af brasiliansk tv’s største 80’er-stjerner, der ikke fik lov at sole sig i sin berømmelse, fordi han var kontraktligt bundet til kun at optræde offentligt med klovnemaske, udstående blåt hår og navnet … Bingo. Det er ikke en børnefilm, men en grovkornet komedie om at være presset af egne forventninger, forælder på flextid, medieliderlig og slet og ret liderlig i 1980’erne – og sjov på lange baner af coke. 


Inden visningen af 'Bingo' den 1. juni kl. 21.30 er der reception i Asta Bar fra kl. 20.30, og umiddelbart inden filmen vil skuespilleren Søren Hellerup (derhar en væsentlig birolle) fortælle om klovnen Bingos placering den brasilianske folkesjæl!

Bingo - the King of the Mornings (Daniel Rezende, 2017)
Fredag den 1. juni kl. 21:30 / Åbning: Latinamerikansk Festival med reception fra kl. 20:30

 

Håndplukkede højdepunkter

I juni måned forenes filmelskere, musikere, fortællere og dansere med en fælles kærlighed til hjørner af det latinamerikanske – i Cinemateket i hjertet af København. Sammen sætter de ud på en rejse fra Perus bjerge til Amazonjunglens floder. Fra Brasiliens telenovelas til opera i Chile. Fra pigedrømme til månerejser. Latinamerikansk festival byder i sin sjette udgave på 14 nye film, som Cinemateket har håndplukket fra festivaler verden over.

 


Festivalen byder desuden på masser af introduktioner fra eksperter inden for kultur og historie, ligesom man kan deltage aktivt i debatter. Og så er der musik! Allerede den 1. juni fortolker tre danske musikere det samme uddrag af en mexicansk stumfilmklassiker – med indlagte benspænd – og den 5. juni serverer det sprælske koncertband Folkeando for andet år i træk til Cinemateket et miks af argentinsk folkemusik: Chacarera, Zamba, Huayno og Cueca. 

”At lære andres kulturer at kende kan være med til at øge fællesskabet i den globale verden, vi bor i. Jeg synes, det er fedt at kunne opleve en del af latinamerikanske kultur på første hånd uden at skulle rejse 15.000 kilometer – også selv om man i dag har man adgang til masse af information på nettet,” siger bandets trommeslager Fernando Massino.

 

 

Argentinsk aften: film, koncert og foredrag


Spring den (næsten) 17 timer lange flyvetur over og oplev en aften med argentinske toner i Cinemateket. Det bliver en aften med film, musik og reception – arrangeret i samarbejde med Argentinas Ambassade. Aftenen starter med den melankolske og højkulørte ’A Trip to the Moon’ (2017) med efterfølgende reception i Asta Bar. Der sluttes af med argentinsk koncert med bandet Folkeando, der trak fulde huse på festivalen i 2017 (koncerten kræver separat billet). 

 

 

 


Den 14-årige argentinske Tomás vil til månen. Det er dog ikke uden skrupler: Han er depressiv, kæmper voldsomt med sin eksamen og bliver presset på alle kanter af familien. På flugt fra virkeligheden planlægger Tomás en rejse til månen, men en gammel og dyster familiehemmelighed lurer i horisonten.

Latinamerikansk Festival: Foredrag om den danske udvandring
Tirsdag den 5. juni kl. 17.15 

'A Trip to the Moon' (Joaquín Cambre, 2017) 
Tirsdag den 5. juni kl. 19.00

Koncert: Folkeando - Amerise Massino Sciutto.
Tirsdag den 5. juni kl. 21.30

 

Chilensk aften: Oscarperle, LGBTQ-film og reception


Latinamerikansk film kunne fejre en sjælden triumf i februar, da Chile vandt sin første Oscar-statuette. ’En fantastisk kvinde’ strøg forbi både ’The Square’ og ’Toni Erdmann’ og føjede årets statuette for bedste ikke-amerikanske film til en i forvejen lang liste af priser. Oplev en aften i Chiles tegn, når Cinemateket inviterer til chilensk film og reception – arrangeret i samarbejde med Chiles Ambassade.

 

 

 


”Det er utroligt, hvor meget filmen kan rumme og stadig bevare sin mystik. En fantastisk bedrift,” skrev Soundvenue om ’En fantastisk kvinde’ (2017), der har sat transkønnethed på det politiske landkort. Hovedrolleindehaveren, Daniela Vega, har Time Magazine sat på listen som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer i 2018!

 

 

 

 

Marcos, en 17-årig argentinsk provinsdreng med en lovende fremtid, får hele sit liv vendt på vrangen i løbet af en enkelt sommer. Et dødsfald, en stormende forelskelse, diskrimination og fattigdom er ingredienserne på det barske argentinsk-spanske drama ’Marilyn’ (2018). 
Filmen er ikke blot en stærk fortælling om et LGBTQ-offer, men ligesom ’En fantastisk kvinde’ en skildring af en kompleks, ilter personlighed, man føler for hinsides spørgsmål om køn. Filmens bæres roligt frem gennem stemningsfulde billeder af et ikke stedfæstet argentinsk landdistrikt, hvor stilheden ofte siger mere end ord.


En fantastisk kvinde (Sebastian Lelio, 2017)
Onsdag den 6. juni kl. 18:45 / Chilensk aften: En fantastisk kvinde / Latinamerikansk Festival
Lørdag den 30. juni kl. 21:30

Marilyn (Martín Rodríguez Redondo, 2018)
Onsdag den 6. juni kl. 21:15
Torsdag den 28. juni kl. 21:30

 

Venezuelansk dag: Danseshow, foredrag og film


Set i lyset af det nylige kontroversielle præsidentvalg i Venezuela byder Cinemateket og en stribe herboende venezuelanske foreninger velkommen til en festdag med bl.a. dans og foredrag i Asta Bar. 
Der vil være aktiviteter allerede fra kl. 17.00 når den dansk-venezuelanske forening Canaima indtager Asta Bar med både 1700-tals-dansen joropo og moderne merengueton, og aktiviteterne fortsætter efter filmvisningen af ’La Familia’ (2017) kl. 19.00. Dagen er arrangeret i samarbejde med Yuruvi Bermudez.

 

 

 


Det handler om at blive voksen så hurtigt som muligt, hvis man skal overleve i Caracas’ farligste slumkvarter. Så det forsøger den spinkle 12-årige rod Pedro og hans venner. Men en dag går det galt og Pedro må modvilligt flygte fra kvarteret med sin far, hvis værdier står i diametral modsætning til Pedros kriminelle løbebane. ’La familia’ har vundet førstepriser på festivaler i bl.a. Lima, Skopje og Biarritz, og både Variety og The Hollywood Reporter peger på instruktør Gustavo Rondón Córdova som et navn, vi kommer til at se mere til.

Danseshow i Asta Bar
Lørdag den 9. juni kl. 17:00 / Venezuelansk dag 

La familia (Gustavo Rondón Córdova, 2017)
Lørdag den 9. juni kl. 19:00 / Venezuelansk dag
Lørdag den 30. juni kl. 21:15

 

Mexicansk aften: Familien i fokus i to festivalsucceser


Torsdag den 14. juni inviterer Cinemateket en aften i Mexicos tegn – i samarbejde med Mexicos Ambassade. Oplev to festivalsucceser, der sætter familien i fokus.
Det charmerende mexicanske eventyr ’América’ omhandler tre voksne brødre, der en dag får vendt op og ned på deres liv, da deres 93-årige bedstemor falder ud af sengen. ”Et sublimt, magisk mesterværk,” lyder vurderingen fra Joshua Oppenheimer (‘The Act of Killing’), og ’América’ har bl.a. modtaget en hædrende ”special mention” på dette års CPH:DOX.

 

 

 


Denne mexicanske vinder af ’Un Certain Regard’-juryens specialpris i Cannes er hurtigt blevet en international festivalsucces. ’April’s Daughter’ handler om Valeria - en vild teenager, som bliver ung mor. Hendes egen mor, April, ankommer og blander sig, og vi opdager hurtigt, hvorfor Valeria ikke ønskede sin mor indblandet i den nye familie. Instruktør Michel Franco er kendt for at beskrive etiske dilemmaers i almindelige menneskers liv – bl.a. i ’After Lucia’ som også vandt en pris i Cannes i 2012.


América (Chase Whiteside, Erick Stoll, 2018)
Tirsdag den 5. juni kl. 16:45
Torsdag den 14. juni kl. 17:00

April's Daughter (Michel Franco, 2017)
Torsdag den 14. juni kl. 19:15 / Mexicansk aften m. reception 
Fredag den 29. juni kl. 21:30


Cubansk aften: Lårklaskende komedie med reception

 

Cuba er på dette års festival repræsenteret med cubanske Ernesto Darranas lårklaskende morsomme, nostalgiske og indimellem eksistentialistiske komedie om kommunisme, radioamatørisme, liv, død og alt det indimellem. 

 

 

 


Sovjetunionen sammenbrud i 1991 tvang kosmonauten Sergei Kiralev til at forblive i kredsløb om Jorden i fire ekstra måneder. Sergio, en ludfattig universitetsunderviser og radioamatør på Cuba, uventet får kontakt med rumstationen. Begge mænd er fastklemt i historiens bukselomme. Begge tænker store tanker. ‘Sergio and Sergei’ byder på en farverig genskabelse af periodens Cuba, drysset med kærlighed, paranoia og utopiske drømme. Der vil være cubansk reception efter filmen – arrangeret i samarbejde med Cubas Ambassade. 


Sergio and Sergei (Ernesto Daranas, 2017)
Torsdag den 7. juni kl. 18:00
Tirsdag den 26. juni kl. 19:15 / Cubansk aften m. reception

 

Kunstudstilling samt peruansk og brasiliansk aften


Søndag den 10. juni står i Perus tegn med filmen ’Retablo’, danseshow og reception – arrangeret i samarbejde med Perus konsulat. Landsbylivet i Perus bjerge kommer både til detaljerig udfoldelse blandt mennesker og i det kunsthåndværk med religiøse ikoner (’retablo’) som den 14-årige ayacucho-indianer Segundo og hans far laver.

 

 

 

 

”Sensitiv, roligt opbygget, men opslugende,” skriver Screen Daily, og Variety kalder den ”formet med lige så meget kærlighed som de altre, den har navn efter, og med lige så stor detaljerigdom som de fantastiske Andesbjerge, der udgør baggrunden.”

 

 

 

 

Onsdag den 13. juni introduceres den brasilianske festivalsucces ’Araby’ – og mon ikke der er et lille glas efter visningen. Tæt på en gammel aluminiumsfabrik i Minas Gerais, Sydbrasilien, finder drengen André en dagbog. Ud af den – og af filmen – vokser den rigt detaljerede fortælling om den 40-årige daglejer Christianos liv med hårdt arbejde, kriminalitet, straf, romantik og et vigende håb som drivkraft. ”Den begynder stilfærdigt, men vokser med overvældende følelsesmæssig kraft,” skrev New York Times.

Derudover vil den herboende mexicansk-dansk-fødte kunstner Rama King Nash udstille sine farverige kosmopolitiske akryl- og olie malerier i Asta Bar under festivalen 1.-30. juni 2018. 

 

Retablo (Alvaro Delgado Aparicio, 2017)
Søndag den 10. juni kl. 19:15 / Peruviansk aften 
Fredag den 29. juni kl. 19:15

Araby (João Dumans, Affonso Uchoa, 2017)
Onsdag den 13. juni kl. 19:15 / Brasiliansk aften 
Torsdag den 21. juni kl. 21:15

 

------------------------------------
PRAKTISK INFORMATION
------------------------------------

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Tid: 1. juni 2018 - 30. juni 2018
Billetter (ordinære visninger: 80 kr, dog 50 kr for Cinematekets medlemmer). Særpris ved events med servering, koncerter etc.
Billetbestilling: Tlf. 33 74 34 12 eller online via https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/16450