SHOCHIKU: 100 års japansk filmhistorie

Vi markerer med denne serie 100-året for Shochiku Cinema, en af ??de vigtigste aktører i japansk filmhistorie.

Selvom det ofte kaldes Shochiku-studierne, stod firmaet for både filmproduktion, distribution og egen landsdækkende biografkæde. Shochiku skabte Japans første moderne film, den første lydfilm, den første farvefilm og den første Oscar-vindende film. Derudover skabte de verdens længst løbende filmserie, hele to studie-interne nybølge-bevægelser, der revolutionerede japansk film, og – sidst men ikke mindst – Yasujiro Ozus samlede filmværk.

Shochiku udsprang af et teaterselskab, der i 1920 satte sig for at give publikum 'ægte film' – altså med mere realisme end tidens udbredte filmede teaterforestillinger, hvor kvindelige roller blev spillet af mænd (onnagata). Den Hollywood-uddannet kameramand Henry Kotani blev ansat, og Cinema Pur-talsmanden Osanai Kaoru blev sat til at lede et eksperimentelt filmforskningsinstitut, der i 1921 stod bag 'Souls on the Road' (1921), den ældste bevarede Shochiku-film. I juni viste Cinemateket som en del af Københavns Stumfilmfestival filmen ‘Crossroads’, der bærer tydelige spor fra dette nybrud.

LYKKELIG RESIGNATION

Disse vestligt påvirkede eksperimenter var dog ikke kommercielt vellykkede, og i 1924 fik Shochiku sit brand, sit varige særkende. Tokyo-direktør Shiro Kido besluttede, at man nu skulle fokusere på film om det moderne samfund, primært rettet mod et kvindeligt publikum. Filmenes stjerneskuespillerinder blev plantet i byens eller forstædernes moderne hverdag. Disse huslige dramaer fra den lavere middelklasse (på japansk kaldet shoshimingeki) bød på latter og tårer, men hverken social forandring eller revolution – med Kidos formulering "lykkelig resignation".

Yasujiro Ozu, der anses som en af de bedste instruktører nogensinde, arbejdede fra 1930'erne næsten udelukkende inden for denne genre. Ligesom et par andre instruktører i Shochiku fik Ozu autonom status, eget filmhold, egne skuespillere og frihed til at arbejde med originale manuskripter.

USYNLIG KRIG

I 1941, da Japans væbnede invasion af Kina blev til en verdenskrig, blev den japanske filmindustri sat under statslig kontrol. Shochiku og Toho var de eneste virksomheder, der fik lov til at forblive intakte, og Shochiku viste sig at være mindst villig (eller egnet) til at lave patriotiske krigsfilm. Tilgangen ses elegant i Shimizus 'Ornamental Hairpin' (1941), hvor krigen ikke omtales, men lurer i udkanten af et eskapistisk kærlighedsdrama.

Kenji Mizoguchi, en af de andre giganter i japansk film, tilbragte 1940'erne i Shochikus Kyoto-studie, der fokuserede på samurai-film, men hans højtidelige version af '47 Ronin' (1941-42) udelod det sædvanlige klimaks: Stormen på den onde herremands palæ. Og Ozus eneste produktion under krigen, 'There Was a Father' 1942, nævner ikke krigen med et ord, men peger frem mod hans senere mesterværker om relationen mellem forældre og deres børn.

Også i efterkrigstiden fortsatte Shochiku sin tradition for opløftende film. Shochiku fejrede i 1951 sit 30-års jubilæum med Japans første farvefilm 'Carmen Comes Home', en satirisk komedie om en kvindelig stripper, der vender tilbage til sin landsby.

Imidlertid beskæftigede virksomheden også politisk frimodige filmmagere såsom Masaki Kobayashi, hvis seksdelte 'The Human Condition' (1959-61) er et sandt monument over antikrigs-humanisme (det blev vist i Cinemateket i 2019).

NYBØLGE FRA UVENTET KANT

Fjernsynets ankomst var et særligt hårdt slag for Shochiku, hvis kvindelige publikum var de første til at skifte til hjemmeskærm. Men behovet for akut nytænkning gav en gruppe unge instruktørassistenter chancen. Gruppens lysende stjerne Nagisa Oshima er her repræsenteret med sin fjerde film, 'Night and Fog in Japan' fra 1960, samme år som den stilfulde Yoshida Kiju leverede sin ufatteligt modne debut 'Good For Nothing', kendt for sin 'Åndeløs'-slutning.

De rå og forfriskende film blev døbt Shochiku Nouvelle Vague, sandsynligvis den eneste nybølgebevægelse i filmhistorien, der fandt sted i centrum af filmindustrien og endda opkaldt efter et studie.

Men de nye filmmagere var ikke bare unge. De var også politisk anlagte intellektuelle fra Japans bedste universiteter. Og da Oshima i 'Night and Fog in Japan' bragte massedemonstrationerne i 1960 mod militæralliancen mellem USA og Japan til det store lærred, fik revolutionen i Japans mest konservative filmstudie en brat ende. Inden længe var de unge løver på egen hånd, og Shochiku vendte tilbage til business as usual.

FÆNOMENET TORA-SAN

Vanetænkningen kom til at dominere virksomheden i en sådan grad, at det, mange folk i dag forbinder Shochiku med, er verdens længste filmserie: 'Tora-san' bestående af 48 (!) spillefilm fra 1969 til 1995 – plus to opfølgere i 1997 og 2019. Historien om en gammeldags vagabond, der gang på gang gennemlever ulykkelig kærlighed på baggrund af idylliske landskaber (alle 47 japanske præfekturer får aflagt besøg), ramte durk i japanske hjerter. Hvert halve eller hele år krævede folket fortsættelser, der typisk blev placeret familievenligt i ferierne, indtil hovedskuespilleren Kiyoshi Atsumi døde i 1996.

Men der var også uforudsete snapse såsom Yoshitaro Nomuras samfundsbevidste thriller 'Sandslottet' (1974), som blev en kæmpe kassesucces og også kom i dansk distribution. I Tora-san-æraens sidste dage (i slut-90'erne) gennemgik Shochiku en mirakuløs foryngelseskur, hvor der for første gang under japansk films krise vedvarende blev givet rum til nye filmskabere: Komikeren Takeshi (Beat) Kitano, skuespilleren Naoto Takenaka og kabuki-skuespilleren Tamasaburo Bando, der vandt priser på arthouse-festivalerne i Cannes, Venedig og Berlin.

SHOCHIKU I DET NYE ÅRTUSIND

Junji Sakamotos feministiske festivalhit 'Face' (2000) syntes at indvarsle en fortsættelse af denne linje i det nye århundrede for Shochiku. Men ak. Det såkaldte Cinema Japanesque blev afbrudt, og det store filmstudie i Ofuna blev lukket ned.

Shochiku har trukket sig tilbage fra direkte produktion. Men selskabet fungerer stadig som producent, og derfor pryder firmaets navn og logo stadig mange nye japanske film. Shochiku ejer også den landsdækkende multipleksbiografkæde Movix, og så udsendes det store bagkatalog af film døgnet rundt på satellitkanalen Eisei Gekijo.

Selskabets fortsatte nøgleposition understreges af, at Japans første og hidtil eneste Oscar-vindende film, Yojiro Takitas 'Departures', udkom i 2009 under Shochiku-banneret.

Vi benytter gigantens jubilæum til at zoome ind på både filmene og på japansk kultur og kulturhistorie, bl.a. med fokus på begravelsesritualer, 2. verdenskrig, yakuza'er, mad og sake.

Tak til Japan Foundation og Japans Ambassade for støtte til serien.

Dick Stegewerns, seriekurator og professor / University of Osaka
Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket