100 års undergang

Det går ad Helvede til. Med hele verden. Hele tiden. Skovene brænder, krigene raser, pandemien hærger, havene stiger, kometnedslag truer, atomvinteren er blot et tryk på en rød knap borte, Gud er ikke død – bare vred på menneskene, syndfloden kommer. Verdens undergang er nær.

Men måske er der håb at finde i, at verdens ende har været umiddelbart forestående lige så længe, som mennesker har eksisteret. Fra oldtidens mytologiske og religiøse forestillinger om Guds straf til nutidens truende globale klimakatastrofe, koldkrigens comeback og coronavirussens spredning. Og ragnarok har solgt billetter lige så længe, som mennesker har skabt film. For altings endeligt er godt stof. Forestillingen om, at intet længere er, pirrer, undergangen skræmmer, men fascinerer også så stærkt, at menneskeheden gang på gang har mødt sit endeligt på det store lærred de sidste hundrede år.

Men vi er her endnu, selvom fremtidsangsten breder sig, nok særligt blandt de yngre generationer. Vi har tid til at genbesøge det sidste århundredes undergangsscenarier på film, debattere dem, se hvordan undergangsangst- og fascination har sat sig spor i kunsten, blive lidt klogere på, hvilke historiske sammenhænge forskellige udgaver af dommedag udspringer af, hvordan nutidens apokalyptiske film- og mediehistorier påvirker os, og – forhåbentlig – blive lidt bedre venner med fremtiden undervejs. Vel mødt til 100 års undergang!

Lars-Martin Sørensen, forskningsleder / DFI