Sofia Coppola

Femininitet og styrke

7. jan - 24. feb

I november ‘23 havde Sofia Coppolas nyeste, anmelderroste film - ‘Priscilla’ - premiere. Vi hylder auteuren ved at kigge tilbage i hendes stilsikre filmiske univers.

Sofia Coppola (f. 1971) var i november premiereaktuel med filmen 'Priscilla', der fik femstjernet ros af de danske anmeldere. Filmen er baseret på Priscilla Presleys memoirer 'Elvis and me', der handler om Priscillas ulige kærlighedsforhold til Elvis Presley, en mand hun mødte, da hun var blot 14. Sofia Coppola kender selv til at stå i skyggen af en berømthed, da hun er datter af filmveteranen Francis Ford Coppola. Det genkomne tema om berømmelsens skyggeside finder man i flere af hendes film som 'Lost in Translation', 'Marie Antoinette' og 'Somewhere'. Til trods for sit kendte efternavn (med indbyggede forventninger) er det lykkedes hende at finde sin egen vej og personlige stil som filminstruktør. Hendes blik for kvindekarakterer i mandeverdener er altid skrapt, og hun har vendt sin egen femininitet til en styrke.

Siden debuten 'The Virgin Suicides' fra 1999 har Sofia kæmpet sig ud af sin fars skygge med stilistisk lækre film med både kant og dybde. I 'The Virgin Suicides' opleves teenageangst og forstadsmelankoli, og de unge kvinder ses ikke på som mennesker, men mystiske væsener, der kun er interessante, så længe de er uopnåelige. Et tidligt højdepunkt i Coppolas karriere var filmen 'Lost in Translation' (2003) med Scarlett Johansson og Bill Murray i de bærende roller. To ensomme mennesker opnår en særlig forbindelse på et anonymt hotel i Tokyo i et slags ingenmandsland.

Coppolas film centrerer sig oftest om kvinder og deres forhold til kærlighed. I ’The Virgin Suicides’ følger vi piger i puberteten, der for første gang møder kærligheden. I ’Lost in Translation’ er det en ung kvinde, som søger mening og forbindelse til andre. I 'Marie Antoinette' giver Coppola den unge dronning værdighed og skildrer hende loyalt som det yngre, uerfarne menneske, hun var, da hun blev givet bort til ægteskab med en fremmed.

Et kendetegn ved Sofia Coppolas stil er, at hun lader det trivielle tale sit eget sprog og gør det hverdagsagtige interessant. F.eks. i de smukke scener mellem far og datter i 'Somewhere' og mellem Scarlett Johansson og Bill Murray i rutinerne på hotellet i 'Lost in Translation'. Hendes film er tvetydige, åbne og uden moraliseren.

Sofia Coppola giver i sine film oprejsning til en række undervurderede kvinder. Lad os med dette retrospektiv give oprejsning til auteuren Sofia Coppola.

Lone N. Sardemann, programredaktør / Cinemateket

Datoer

Film i serien

Vælg dato
Ma Ti On To Fr
26 27 28 29 1 2 3
marts
26 27 28 29 1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30 31
april
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 1 2 3 4 5
maj
29 30 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12