Todd Solondz

Typisk Todd Solondz'sk!: En rå, bittersød og totalt twisted virkelighed gradbøjes og steges over åben ild, så det er en fryd udi politisk og menneskelig ukorrekthed. Finurligt og med en syleskarp, sort og hyperironisk humor.

Med sin varemærkeskævhed og tilsvarende kompromisløshed fortæller Todd Solondz (f. 1959) sine film uden et krænkelsesparathedens filter – også selvom hovedpersonerne ofte er børn på tærsklen til voksenlivets vækkelse.

Solondz holder sig således ikke tilbage i skildringerne af håbløs opvækst, og det gør ofte ondt helt ned i mellemgulvet af betragte pinslerne. Det er bestemt ikke blødsødent, og der er heller ingen let vej til opblødning.

Men filmenes helt store force er, at de samtidig aldrig bliver fatalistiske i skildringen af voldsomme udbrud, grumme overraskelser og livsomvendende afsløringer. Tonen er konstant underspillet – med et raffineret pudderdrys af ironi og distance til det absurde i de enkelte skæbner.

Denne form, der så at sige afvæbner indholdet og gør det interessant på et helt andet niveau, er meget gennemført, og det kan mærkes, at skuespillerne er helt med på, hvad det er for underliggende energier, der skal bære dramaet til de uundgåelige, om end underspillede vulkanske udbrud.

Solondz tager altså de hemmelighedsfulde og mørke, tabubelagte sider af menneskeheden under (u)kærlig behandling: Alt det "ulækre", som gennemsnitsborgeren helst vil feje langt ind under skibsbriksen. Det er lige på og hårdt, og det er vidunderligt befriende.

Tobias Lynge Herler, programredaktør / Cinemateket