Marilyn Monroe 100 år
Med en filmkarriere på bare 15 år lykkedes det Marilyn Monroe at sætte langt større spor, end man kunne forvente, og hendes sidste rolle i ’De frigjorte’ (1961) giver et hjerteskærende glimt af alt det, verden gik glip af, da hun døde i en alder af bare 36 år. Hele hendes karriere frembyder imponerende præstationer, men i netop dén film står det helt klart, at hun kunne være fortsat som en lysende filmstjerne også i 1960’ernes og 1970’ernes New Hollywood.
Marilyn Monroe blev født som Norma Jeane Mortenson i 1926, og som så mange andre så hun Hollywood…
Med en filmkarriere på bare 15 år lykkedes det Marilyn Monroe at sætte langt større spor, end man kunne forvente, og hendes sidste rolle i ’De frigjorte’ (1961) giver et hjerteskærende glimt af alt det, verden gik glip af, da hun døde i en alder af bare 36 år. Hele hendes karriere frembyder imponerende præstationer, men i netop dén film står det helt klart, at hun kunne være fortsat som en lysende filmstjerne også i 1960’ernes og 1970’ernes New Hollywood.
Marilyn Monroe blev født som Norma Jeane Mortenson i 1926, og som så mange andre så hun Hollywood som en mulighed for at blive en ny version af sig selv: Et fantasiprodukt med navnet Marilyn Monroe. Hun begyndte som pinupmodel og optrådte afklædt i det første nummer af Playboy, men hun var mere end inkarnationen af the blonde bombshell. Hendes ambitioner var store, og hun gik til det dramatiske håndværk med seriøsitet – tog skuespiltimer hos den legendariske Lee Strasberg, stiftede sit eget produktionsselskab og tog kontrol over sin Hollywood-persona på en måde, der fremstår fremsynet og moderne i dag.
Serien viser spændvidden i hendes karriere og kaster lys på skuespilleren bag ikonets overvældende skygge. Fra hendes rå og usentimentale præstationer i dramaer som ’Asfaltjunglen’, ’Opgør i natten’ og den sjældent viste ’Brændende læber’, til hendes tæt på fuldkomne komiske timing og uimodståelige sødme og musikalitet i komedierne ’Gentlemen foretrækker blondiner’ og ’Ingen er fuldkommen’. Som Billy Wilder, instruktøren af sidstnævnte, sagde: “The greatest thing about Monroe is not her chest… It is her ear. She is a master of delivery. She can read comedy better than anyone else in the world.”
Marilyn Monroe har sat sig varige spor både i Hollywood og i populærkulturen. Andy Warhol udødeliggjorde hende i sine portrætter, og Madonna hyldede hende i musikvideoen til ’Material Girl’, som er én lang pastiche på ’Gentlemen foretrækker blondiner’. Og David Lynchs isblonde kvinderoller i ’Twin Peaks’ og ’Mulholland Drive’ må også tolkes som et nik til stjernen, sensationen, skuespilleren Marilyn Monroe.
Sophie Engberg Sonne, programredaktør / Cinemateket
Læs mere